Der er temmelig stille i Billund Idrætscenter i denne tid. Eller det vil sige, det er ikke lyden af løbende håndboldspillere og rytmiske gymnaster, der fylder hallen, men derimod maskiner af alskens art.
Billund Idrætscenter har nemlig valgt at bruge den tvungne nedlukning til at få foretaget flere forbedringer i centret – blandt andet er der kommet nyt gulv i aktivitetsrummet, der bruges af bordtennispillerne. Dertil kommer nyt tag og udhæng på aktivitetsrummet og hele fodboldafdelingen – som i øvrigt også er blevet malet – ligesom der også er installeret nyt ventilationsanlæg, der skal forbedre indeklimaet i idrætscentret.
Også cafeteriets køkken har fået en kærlig hånd i form af nye fliser på væggene og så er der lagt nyt gulv.
– Vi har fået lavet en del mens der har været lukket ned, så det kan blive endnu mere indbydende når vores brugere vender tilbage – forhåbentlig snart, siger centerleder Bente Alberg.
Samlet set bliver der lavet forbedringer for 2,1 mio kroner, lyder vurderingen fra Bente Alberg.