Fra på søndag står Skjoldbjerg og Almstok uden busforbindelse. Sydtrafik har valgt at lade bussen mellem Vorbasse og Billund køre over Hejnsvig i stedet for Skjoldbjerg og Almstok.
Spørgsmålet er så: “hvad gør borgerne i de to landsbyer så?”
Netop det spørgsmål stilles onsdag aften, hvor borgerne mødes i Skjoldbjerg Medborgerhus, hvor de to lokale byrådsmedlemmer, Arne Spangfort, fra Socialdemokraterne og Venstres Jørn Poulsen vil være med.
– Fra kommunens side har vi taget hånd om de 16 skolelever i de to byer, og sørget for transport til og fra skole. Men der er jo altså også andre borgere, der har brug for at komme til enten Vorbasse eller Billund for at handle – eller til Grindsted for at komme på campus, siger Arne Spangfort til BillundOnline.
Ifølge ham skal der nu være et dialogmøde i Teknik- og Miljøudvalget for at se om der kan findes en løsning i en fart.
– Uanset hvilken løsning vi finder, så koster det jo penge, siger Arne Spangfort.