ISB skal gøre ministeren klogere

Mandag morgen kommer der fint besøg på Den Internationale Skole, ISB, i Billund, når minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby lægger vejen forbi.

Formålet med besøget er ganske enkelt at bruge erfaringerne fra Den Internationale Skole i Billund for at blive klogere på leg i undervisningen – for at højne elevernes trivsel i den danske folkeskole.

– Vi ved, at trivsel og læring går hånd i hånd. Derfor er det et centralt mål med folkeskolereformen, at eleverne skal trives bedre i skolen. Mange skoler arbejder allerede med at styrke elevernes trivsel, og der er mange måder at gøre det på. Jeg glæder mig til at høre mere om, hvordan Den Internationale Skole i Billund har grebet det an, siger minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby forud for mandagens besøg.

Med hende på mandag er blandt andre det lokale folketingsmedlem, Anni Matthiesen og Billunds borgmester, Ib Kristensen.