Jeremy fik Årets Skulderklap 2016

Siden 1998 har Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, der i dag hedder Sparekassen Kronjylland, uddelt Årets Skulderklap i Vorbasse. Prisen gives som en påskønnelse til en person, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats i lokalområdet – og i år tilfaldt prisen Jeremy Watts.

– Ord som uegennyttigt arbejde, at være til glæde og inspiration for andre, at tage det tunge slæb, er nogle af de ord, som kan kendetegne en prismodtager. Disse ord kan i høj grad hæftes på dig Jeremy, sagde afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland, H. C. Christensen i sin tale til Jeremy.

I talen satte sparekassedirektøren også ord på Jeremys Watts’ store passion for hjembyen, Vorbasse:

– Du modtager prisen for dit engagement og hjerte for Vorbasse, og dit kæmpe store arbejde på flere fronter. Du er engageret og meget interesseret i menneskelivet – lokalt, nationalt og internationalt. Du engagerer dig i foreningslivet og i byens institutioner: Den Dynamiske Landsby, Frihavnen, tegne/male kursus, projekt om litteratur og skrivekursus i samarbejde med biblioteket, Røde Kors, bestyrelsen for skolen, integration. Alt sammen af ægte interesse. Du er en initiativrig igangsætter. Du er hjælpsom. Du ser ting i nye sammenhænge. Du er i vores optik en rigtig ildsjæl, der er parat til at yde en indsats og gå forrest. Det kommer Vorbasse til gode og kan ikke anerkendes nok.  Du er en af de personer, der er så vigtig for vores lille landsby, så den er velfungerende, intakt, levende og at den kan blive ved med at være det. Du gør i den grad en forskel, er en god ambassadør for Vorbasse, og er med til at sætte Vorbasse på danmarkskortet, lød det fra H.C. Christensen, Sparekassen Kronjylland.

Årets Skulderklap består – udover æren – af en miniatureudgave af Spiren og en gavecheck på 5.000 kr.