Der er plads til forbedringer for fritidsjobbere i Billund og Grindsted. Det må HKs Jobpatrulje konstatere efter en rundtur på flere arbejdspladser her i kommunen i går.
For selvom der var styr på tingene på de fleste arbejdspladser, så var der også nogle eksempler på at reglerne for unge fritidsjobbere ikke altid overholdes.
– Generelt ser det rigtig fornuftigt ud for mange fritidsjobbere i Billund og Grindsted, men desværre har vi også mødt eksempler på ansættelser, som ikke er som de skal være. Nogle unge får ikke holdt deres pauser og for mange løfter for meget, siger HK Sydjyllands ungdomskonsulent, Kathrine Møller, der står i spidsen for den sydjyske del af Jobpatruljen.
Ifølge hende gør Jobpatruljen mere end at tjekke op på de unges ansættelsesforhold.
– Vi er også lederens hjælpende hånd, når vi minder de unge om ikke at løfte for meget, og om ikke at arbejde mere end de må. Nogle gange bytter de unge vagter udenom en leder, og det gør det besværligt for en leder at holde øje med om de eksempelvis bryder 11-timers reglen. Vi minder de unge om deres pligter, såvel som deres rettigheder, fortæller Kathrine Møller.