Efter 12 års fravær vender Jul i LEGOLAND tilbage. Den melding kom LEGOLAND med i dag – hvor der er lige præcis et halvt år til juleaften.
Det sker i en noget udvidet version, hvor hele parken inddrages i julerierne. Før var det kun miniland og en del af Westernbyen, men nu er det altså hele parken og med alle kørende aktiviteter åbne. Altså dem der kan holde til kulden.
Selvom prisen for juleplanerne løber op i et to-cifret millionbeløb for LEGOLANDs vedkommende, så er der al mulig grund til at sætte gang i julefestlighederne igen.
– Siden vi sidst havde Jul i LEGOLAND, er både Lalandia og LEGO House kommet til i Billund, og der er flere overnatninger og overnatningskapacitet i området. Så vi tror der er basis for at holde det i noget større skala og med nogen flere gæster, end vi havde sidst, siger LEGOLANDs direktør, Christian Voller.
En udvidet åbningstid betyder også at der skal holdes på medarbejderne:
– Vi skal snakke med rigtig mange af vores folk, om de ikke nok kunne tænke sig og blive lidt længere, end den normale sæson. Men der er allerede nu internt en rigtig god stemning omkring det her jul, så det er jeg sikker på de gerne vil, smiler Christian Voller.
Jul i LEGOLAND finder sted fra den 26. november til 31. december – med et par lukkedage iblandt.