Hvad gør man når ens motionshold er lukket ned på grund af corona? Så går man da lige til Paris på én måned!
Det gjorde i hvert fald deltagerne på Jump 4 Fun-holdet under Billund Gymnastikforening. Holdet er et samarbejde mellem Billund kommune, Billund Gymnastik og DGI Sydvest, og er rettet mod børn der ikke lige sådan passer ind i et standard foreningstilbud, men som gerne vil have en form for motion.
I løbet af sæsonen er der lavet mange forskellige ting ved træningerne, men den største udfordring blev givet af trænerne ved indgangen til februar måned.
– Lad os gå til Paris, lød det fra trænerne med opfordring til motionisterne om at gå ture i lokalsamfundet og løbende melde distancen ind til trænerteamet.