Kæmpe gadefest i Billunds midtby

Ska’ der være fest, så la’ der være fest.

Sådan er tanken hos blandt andet Billund Gastropub, der har taget initiativ til gadefest i deres ende af Butikstorvet den 14. juni.

Her vil Gammelbro blive afspærret på strækningen fra Skousen/Billund Vinbar og frem til hvor området hvor parkeringspladserne ved Apoteket begynder. Fra kl. 14 og frem til kl. 22 vil der være musik udendørs og herfra rykker festen så ind på Gastropub.

– Det hele kom sig egentlig af, at jeg snakkede med folkene fra Gear & Outdoorlir om, at vi godt kunne tænke os en dag, hvor vores leverandører kom og viste varer frem. Og derfra tog det så fart til også at indeholde en masse musik – og altså et street party, forklarer Thomas Mørkenborg fra Billund Gastropub.

Det er i høj grad lokale kunstnere med job på LEGO i dagligdagen, som spiller musik i deres fritid, der kommer og spiller til festen. Og så bliver Billund-borgerne også beriget med tysk elektro-techno-pop fra Binary Boy, der tager turen fra Berlin til Billund.

Det hele er helt gratis at opleve, og det vil være muligt at købe mad og drikke i området.