Koncertudvalget bag Musik i Gryden på Grindsted stadion måtte starte forfra, da Hugo Helmig i begyndelsen af maj måtte melde afbud til kommunens største havefest. Men nu er der fundet en fuldgod erstatning for Helming junior i Karl William.
Karl William blev med sine 22 år i august 2017 den yngste deltager nogensinde i programmet Toppen af Poppen på TV2, som gjorde ham kendt i Danmark. Musikalsk var han dog allerede braget igennem i 2016, hvor han vandt P3 Prisen blandt andet for hittene ”Blind igen” og ”Alt er fint”.
Med Karl William på programmet til den 16. udgave af Musik i Gryden lørdag 3. august 2019 er programmet komplet.
Der er som sædvanlig plads til 4.500 publikummer til koncerten, og billetsalget har rundet de 3.000, hvilket er lidt under tallet fra de øvrige år.
– Vi kunne selvfølgelig godt ønske, at der var udsolgt hurtigt, men sidste år kom salget også sent i gang, så det håber vi sker igen. Vi er sikre på, at vi med Karl William har fundet et spændende navn til sammen med de øvrige fem navne at gøre Musik i Gryden til en god musikoplevelse for 16. år i træk, siger Kurt Holm fra koncertudvalget.
De øvrige bands på scenen lørdag den 3. august er Dizzy Mizz Lizzy, The Minds of 99, Jacob Dinesen, Sko/Torp og Poul Krebs.