Kender du Billund Kommunes største talent?

Kender du nogen inden for kultur- og fritidslivet i Billund Kommune, som fortjener at blive hædret?

Så er det om at komme til tasterne. Frem til søndag den 9. februar kan du nemlig indstille kandidater til Billund Kommunes årlige Sports- og Kulturgalla.

Den røde løber bliver rullet ud onsdag den 1. april fra kl. 17.30 i Magion, hvor Sports- og Kulturgalla 2019 afvikles. De mange deltagere og deres ledsagere kan se frem til et storslået awardshow med taler, videoklip og festlige indslag fra lokale aktører.

– Det var en fantastisk oplevelse sidste år. Et flot show med LEGOLAND Billund Garden, som jo er en del af et kulturliv i topklasse, med free-style fodbold og ikke mindst med deltagelse af godt 460 idræts- og kulturfolk i alle aldre og fra hele kommunen. Det er en af årets bedste dage at kunne være med til at hædre alle de imponerende præstationer, der er fra yngste gymnastikhold til vores verdenskendte golfspillere, siger borgmester Ib Kristensen.

Igen i 2020 vil der være hædersbevisninger til både unge under 18 og de udøvere over 18, der har opnået ekstraordinære toppræstationer ved DIF-godkendte mesterskaber eller tilsvarende, eller som fortjener en hædersbevisning for sin præstation inden for kulturområdet eller fritidslivet.

I år vil der være mulighed for at indstille kandidater til hædring indenfor hele kultur- og fritidsområdet. Nogle priser er gengangere fra sidste år, mens andre er helt nye. De seks priser, udover Æresprisen, ærer tilsammen både præstationer indenfor det sportslige felt og på kulturområdet.

 

Årets priser

De seks priser, som der i år kan indstilles kandidater til, er:

Årets hold 2019

Kan tildeles et hold, som i det forgangne år har gjort noget ekstraordinært. Prisen er en særlig påskønnelse af holdindsatsen, der har medført unikke præstationer eller handlinger.
Alle hold, der er hjemhørende i Billund Kommune, kan foreslås; eksempelvis et idrætshold, en spejdertrup, et teaterhold, sammenslutning af frivillige eller en løbeklub.

Årets leder/træner 2019

Kan tildeles en leder eller træner, der fortjener et særligt skulderklap for sin indsats, og som løfter opgaven ud over det sædvanlige; er inspirerende, nytænkende eller på anden vis leverer en bemærkelsesværdig indsats.

Årets kulturtalent 2019

Kan tildeles et kulturtalentet, der har gjort sig særligt bemærket med sine resultater og udvist særlig vilje, engagement, færdigheder og/eller udviklingspotentiale inden for sin genre.

Årets idrætstalent 2019

Kan tildeles et idrætstalentet, der har gjort sig særligt bemærket med sine resultater og udvist særlig vilje, engagement, færdigheder og/eller udviklingspotentiale inden for sin idrætsgren.

Årets kulturpris 2019

Kan tildeles en gruppe, en forening, et kulturelt miljø eller en ildsjæl, der har været med til at igangsætte, fremme eller synliggøre kulturelle aktiviteter i Billund Kommune og derved fremhævet kommunen regionalt eller nationalt.

Årets idrætspris 2019

Kan tildeles et hold eller en enkeltperson for en helt enestående toppræstation inden for sin idrætsgren og derved fremhævet Billund Kommune regionalt eller nationalt.

Æresprisen 2019

Kan tildeles en gruppe, en forening eller en enkeltperson for at have ydet en særlig, gerne flerårig, indsats for fritidslivet, kulturen eller idrætten i Billund Kommune og derved markeret sig på en betydningsfuld måde til glæde for borgerne i Billund Kommune.