I dag vil MAGION i Grindsted syde af aktivitet, når 350 elever fra 8. klasserne i Billund Kommune holder erhvervsintroducerende dag.
De unge elever vil komme til at dyste i en lang række konkurrencer, som alle har et erhvervsfagligt islæt over sig.
I Billund Kommune skal der findes 1 vinderhold, som går videre til den store finale ved DM i SKILLS i Næstved Arena april 2019.
I løbet af dagen kommer alle klasser også på en ”Tour de Tinghusgade” for at få et indtryk af de mange erhvervsuddannelser, der er i Campus Grindsted. På den måde bliver forhåbentlig endnu flere inspireret til at vælge en erhvervsuddannelse, når de er færdige med 9. eller 10. klasse.
– Vi er jo så privilegerede i Campus Grindsted, at vi har såvel tekniske erhvervsuddannelser, Landbrugsuddannelser og handelsuddannelser – så der er bare så mange muligheder for at vælge et godt afsæt til en god erhvervskarriere, fortæller projektleder Vibeke Sørensen.