Kris er klar til mere politik – trods kandidatnederlag

Det er dagen derpå for det socialdemokratiske byrådsmedlem Kris Jensen Skriver fra Grindsted, der efter seks ugers valgkamp måtte se sig slået til posten som partiets spidskandidat i Billund kommune. Med to stemmers flertal blev Ann Charlotte Vilstrup fra Billund dén, der skal tage kampen op mod borgmester Ib Kristensen til kommunalvalget i 2017.

Men unge Kris Jensen Skriver er ikke sådan at slå ud:

– Jeg vidste godt det ville blive tæt mellem Ann Charlotte og jeg – og det blev da i den grad også. Men i dag står jeg sådan lidt med en dobbelt følelse: jeg er ærgerlig over at det var så få stemmer der afgjorde det, men samtidig er jeg også super glad for de stemmer jeg fik og over den opbakning jeg har oplevet de sidste seks uger, siger Kris Jensen Skriver.

Undervejs i valgprocessen fik han støtte og opbakning fra tidligere minister og europaparlamentsmedlem, Henrik Dam Kristensen, Grindsted:

– Jeg blev utrolig glad, da Henrik ringede og fortalte at han bakkede mig op. Han er et kæmpe politisk forbillede, og en dygtig og dreven politiker, der har prøvet mange ting. Det er jeg meget beæret over, siger Kris Jensen Skriver.

De mange tilkendegivelser og opbakning til hans kandidatur har givet mod på meget mere politik:

– Alle de oplevelser jeg har haft de seneste seks uger har i dén grad givet mig mod på mere. Det har været en spændende og lærerig proces, så selvom mit navn ikke står øverst, så vil jeg helt sikkert stå på listen til valget i 2017, og så må det være op til vælgerne om jeg skal ind i byrådet igen, lyder det med et smil fra den unge politiker.