Kulturskolen åbner for nye orkester-medlemmer

Billund Kulturskole åbner igen op for optagelse af nye medlemmer i de to traditionsrige orkestre, LEGOLAND Billund Garden og Underholdningsorkestret, der har rundet henholdsvis 50 og 40 år.

– Selvom de (orkestrene, red.) har mange år på bagen, er der stadig gnist og dynamik i orkestrene, og apropos de evergreens, der spilles, er visionen om musik og fællesskab evig grøn. Nogle ting går aldrig af mode, og især ikke to så vigtige elementer som musik og fællesskab. Det vil altid være en naturlig del af vores dna og et livsvigtigt element for os som mennesker, siger teamleder for musik i Billund Ungdom- og Kulturskole, Casper Jensen.

I Billund har LEGOLAND Billund Garden gennem 50 år marcheret gennem LEGOLAND som Parkens husorkester. Men inden sæsonen begynder igen, er Billund Kulturskole vært ved et åbent hus med LEGOLAND Billund Garden, hvor interesserede er meget velkomne til at kigge forbi for at høre mere.

– Man kan prøve instrumenterne, møde eleverne og lærerne, høre Garden spille, og man kan endda gå til en lille optagelsesprøve, som man skal bestå for at starte aspirantforløbet til Garden, siger Casper Jensen.

På Musikcentralen i Grindsted har Underholdningsorkestret holdt til gennem 40 år, og her kan man som både barn og voksen få en alle tiders mulighed for at spille musik sammen med andre. Her kan enhver, som læser noder og spiller et instrument, være med. Lige nu rummer Underholdningsorkestret medlemmer i alderen 10 – 74 år og inviterer alle til at spille med i op til 3 gratis prøvegange i januar og februar. De finder sted 25. januar, 1. februar og 8. februar på Musikcentralen i Grindsted, hvor orkestret øver torsdage fra kl. 17.30-19.30.