Januar er for mange lig med øget fokus på sundhed. Derfor skyder Nærbehandlingen i Billund Kommune året i gang med to alkoholkampagner. Kampagnerne har henholdsvis til formål at bryde med alkoholvanerne og at få flere børn og unge til at henvende sig til behandlingsstederne for at få rådgivning og behandling.
Med et nyt år følger som regel nytårsforsætter og nye vaner. Det sætter to kampagner fra Sundhedsstyrelsen og Alkohol & Samfund og TrygFonden fokus på.
Kampagnen HVID JANUAR, som Sundhedsstyrelsen står bag, giver anledning til at bryde med vanen og starte det nye år med en alkoholfri måned. Det vil sige ingen vin, ingen øl og ingen spiritus i januar. En måned uden alkohol giver mulighed for at reflektere over alkoholforbruget for den almindelige dansker.
Ligeledes har Alkohol & Samfund og TrygFonden et samarbejde om Respektkampagnen på HOPE.dk, som de seneste år har sat fokus på, at omgivelserne skal vise respekt for de mennesker, der går i behandling for deres alkoholproblem. Siden 2015, hvor der ved satspuljeforliget i Sundhedsstyrelsen blev afsat 264 millioner kroner til rådgivning og behandling til børn og unge, der vokser op i familier med alkohol- og stofmisbrug, er der blevet oprettet en række gratis tilbud til børn og unge op til 25 år. I år sætter HOPE.dk fokus på børnene og de unge, der vokser op i familier, hvor der bliver drukket for meget.
Børnene har også et alkoholproblem
I Billund Kommune er der statistisk set mellem 500 og 600 borgere, der drikker for meget, og der er statistisk set omkring 500 børn, der vokser op i et hjem, hvor der bliver drukket for meget. Disse tal er beregnet ud fra landsgennemsnittet. Det er umuligt at kende det nøjagtige tal, fordi mange vil gå i flere år, før de eller deres omgivelser opsøger hjælp, og nogen vil aldrig opsøge hjælp.
I Nærbehandlingen, der tilbyder behandling og rådgivning til borgere med alkohol- og/eller stofmisbrugsproblemer, er der i gennemsnit 120 borgere, primært med alkoholproblemer, i behandling om året. Ifølge Michael Ries, der er teamleder i Nærbehandlingen, er det vigtigt og nødvendigt også at huske børnene.
”Det er ikke kun den voksne, der har et alkoholproblem. De involverede børn har også et alkoholproblem. Derfor er det meget vigtigt, at børnene ikke bliver glemt, men at de får lige så meget hjælp, som den voksne”, siger Michael Ries.
Familieorienteret rusmiddelbehandling
Nærbehandlingen tilbyder gratis behandling og hjælp til hele familien. Tilbuddet er særligt rettet mod familier, hvor én eller flere voksne har et problematisk forbrug af alkohol og/eller stoffer, og hvor der minimum er ét barn under 18 år i familien.
”Det er ikke bare den, der drikker, men det er en hel familie, der bliver ødelagt”, fortæller en mor, der har haft sin voksne søn i behandling i Nærbehandlingen i Grindsted.
Både forældre, ægtefæller, børn og andre pårørende kan have brug for hjælp, når der er et misbrug i familien, og derfor tilbyder Nærbehandlingen samtaler for hele familien. Samtalerne kan enten foregå i Nærbehandlingen, hjemme hos familien eller under andre egnede rammer, som familien foretrækker.
”Vi starter typisk et behandlingsforløb med, at misbrugeren er til individuelle samtaler, mens børn, ægtefæller og forældre er til samtale sammen. Når misbrugeren er klar, har vi samtaler med hele familien, for det handler om, hvordan vi får familien til at fungere igen og have tillid til hinanden”, siger Michael Ries.
”Vi fik jo snakket om ting, vi aldrig har snakket om før, og det kan vi faktisk stadigvæk. Nu er det naturligt i vores familie at snakke om ting, der ikke fungerer, eller at man er ked af det”, fortæller en ung mand efter sit behandlingsforløb i Nærbehandlingen.
Omgivelserne definerer, hvornår der er et misbrug
Alkoholkampagnerne, HVID JANUAR og Respektkampagnen på HOPE.dk, har henholdsvis til formål at bryde med alkoholvanerne og at få flere børn og unge til at henvende sig til behandlingsstederne. For få af os er nemlig klar over, at det i Danmark er det gratis at få behandling og rådgivning for alkohol- og rusmiddelmisbrug.
I Nærbehandlingen i Billund Kommune bliver der bakket op om de to alkoholkampagner i 2018.
”Med disse to alkoholkampagner får vi italesat problemerne. Det er især vigtigt med italesættelse, når det handler om, hvad voksnes rusmiddelmisbrug gør ved vores børn. Børn lærer af os voksne. De lærer, at det de ser, er normalt, og hvis de ser, at det er normalt at drikke alkohol og være fuld, så er det også sandsynligt, at de havne dér”, fortæller Michael Ries.
Det er omgivelserne og ikke misbrugeren selv, der definerer, hvornår der er et misbrug, og i gennemsnit går der 11 år, før folk opsøger hjælp til deres misbrug. Derfor er det, ifølge Michael Ries, vigtigt at tale om problemerne:
”At tale om problemerne og at bede om hjælp kan lyde simpelt, men vi har at gøre med mennesker og familier, hvor det ikke er normalt at tale om følelser og problemer”.
”Hav modet til at tale om, hvor meget man drikker – det er dér, det starter”, fortsætter Michael Ries.
Få flere informationer om behandling og rådgivning for børn og unge på www.HOPE.dk.
Læs mere om, hvordan du dropper alkoholen og holder en måned fri for alkohol på www.hvidjanuar.dk.
FAKTA OM NÆRBEHANDLINGEN
Nærbehandlingen har kontor i Vestergade 22, 7200 Grindsted.
Kontakt Nærbehandlingen på telefon 72 13 12 90 eller e-mail naerbehandlingen@billund.dk.
Nærbehandlingen arbejder i nærmiljøet og dækker hele Billund Kommune.
Nærbehandlingen tilbyder:
- Gratis behandling og rådgivning for både alkohol og stoffer – og det kan foregå anonymt
- En kognitiv behandling – både i individuelle- og gruppebaserede samtaler
- En familieorienteret rusmiddelbehandling, hvor der er samtaler med pårørende til misbruger og børn af misbruger
Som en del af behandlingen, kommer borgeren igennem en udredning for at sikre, om der er psykiske lidelser forbundet med misbruget.
Nærbehandlingen samarbejder med Familiehuset, psykologer og psykiatrien.
Yderligere oplysninger hos Teamleder i Nærbehandlingen Michael Ries på telefon 72 13 12 89.