Vi står nu i en situation, hvor vi økonomisk er nødt til at sætte hælene i og finde besparelser her og nu. Det er, for at sige det på jysk – rigtig træls.
Der ligger en bunden opgave foran os i Byrådet om fremadrettet at få lavet et budget i balance, så medarbejderne kan regne med det budget, der meldes ud – stop and go som nu, er utrygt.
Det har store konsekvenser, når man pludselig skal bremse op både fagligt og driftsmæssigt.
En forudsætning er, at vi først og fremmest sikrer, at områderne er rigtig budgetteret.
Vi skal kigge ind i maskinrummet, og se på, om vi politisk træffer beslutninger, der ikke er de fornødne ressourcer til at omsætte ude i ”marken”.
De seneste år har vi haft et merforbrug på omkring 21 mio. kr. – det er uacceptabelt.
Merforbruget ligger i år hovedsageligt indenfor Børne- og Ungeområdet. Det er vurderingen, at udfordringerne er så store i forhold til områdernes budget, at det ikke er muligt at opnå en fornuftig opbremsning, hvis der ikke sættes ind bredt i hele kommunen. Alternativt vil det kunne medføre for store konsekvenser for kvaliteten og serviceniveauet, og det vil være uhensigtsmæssigt og i værste fald ulovligt. Vi kan jo ikke stoppe med f.eks. at anbringe børn, der er udsat for vold og/eller overgreb. Der er stadig en lov, der skal følges.
Vi besluttede i slutningen af januar 2020, at der skal udarbejdelse et tværorganisatorisk Prioriteringskatalog for at pege på mulige opbremsningstiltag, for at sikre, at overskridelserne på servicerammen minimeres. Vi får hvert år udstukket en service- og anlægsramme af KL og regeringen – følger vi ikke den, risikerer vi en sanktion.
Alle udvalg har anbefalet, at Prioriteringskataloget er blevet sendt videre til Økonomiudvalget, nogle udvalg med kommentarer og forslag, men ikke i forhold til Voksenområdet. Derfor kan det undre, at det ikke er et samlet byråd, der står bag prioriteringerne netop på Voksenområdet! DF opleves at køre på frihjul, når de ikke vil stemme for de besparelser, som udvalget, hvor DF er repræsenteret, har haft mulighed for at komme med alternative spareforslag til. Vi står overfor en bunden opgave! Ingen politiker synes om at skulle spare, men vi er nu engang valgt til at tage ansvar, både når det er sjovt og som nu – rigtig træls.
På vegne af den socialdemokratiske byrådsgruppe
Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup
Gruppeformand