Læserbrev: Ansvarlighed og troværdighed

Nu er der kun få dage til kommunal- og regionsrådsvalg, og folk skal til at beslutte sig for, hvor krydset skal sættes. Alle kandidater har været i gang med diverse aktiviteter for at synliggøre vores kandidatur. Vi kandidater har været ivrige lyttere, iagttagere og har fået flere gode snakke med de VIGTIGSTE personer i valgkampen, nemlig jer borgere i kommunen. Det, som så er svært, som måske kommende byråds- eller regionrådspolitikere, er at kunne fremstå som troværdige og ansvarlige overfor alle i befolkningen.

Jeg kan IKKE love, at jeg vil få afskaffet motorvejen, som kommer til at blive ført lige forbi Billund. Dette er blevet vedtaget på Christiansborg, så det er ikke noget jeg har direkte indflydelse på. Derfor vil jeg være utroværdig, hvis jeg siger jeg vil fjerne motorvejen. Men jeg VIL kæmpe for at mindske flere af de gener, som det vil medføre, for jeg har en ansvarlighed overfor kommunens befolkning i at give dem de bedst mulige vilkår.

Til et Open By Night arrangement snakkede jeg med en borger, som var utilfreds med kommunens manøvrering i forhold til udbetaling af ydelse til borgere, som stadigvæk er på arbejdsmarkedet, men som ikke kan passe et fuldtidsjob. Stik imod loven modregner man en eventuel bonus fra arbejdspladsen i ydelsen fra kommunen. Jeg kan IKKE love, jeg kan løse problemet, men det er MIT ansvar at KÆMPE borgerens sag hvis jeg kommer i byrådet.

Husk stem LOKALT til regionsrådsvalget.

Venlig hilsen

Leif Gull Storbank, kandidat til KV21 for Venstre.