Læserbrev: Besparelserne i Trekant Brand

På byrådsmødet i tirsdags havde vi fra Konservative side ønsket et punkt på dagsordenen, for at få en redegørelse for de scenarier, der er fremlagt for besparelser på de kommunale beredskaber. Vi havde gerne set at de lokale brandmænd var blevet tage med på råd, men det er desværre ikke sket. Vi fik en redegørelse fra Borgmesteren omkring processen, så langt så godt, men vi fik ikke rigtig svar på nogle af de vigtige spørgsmål, som besparelserne også stiller.

Som Borgmesteren rigtig nævnte i sin redegørelse, er der tale om en pålagt opgave fra den tidligere regering – der skal findes besparelser på beredskabet, både det nationale og lokale. Et forslag, som i øvrigt blev stemt igennem med støtte fra Venstre på Christiansborg.

Brandmænd fra det lokale beredskab i både Grindsted og Billund var mødt op til byrådsmødet, og de tilbød os en gennemgang af vores beredskab, som det er i dag, og hvilke konsekvenser besparelserne vil have på sikkerheden for de frivillige brandmænd og trygheden for borgerne i kommunen. Det fik vi efter det ordinære byrådsmøde. I dag har vi et godt beredskab med specialudstyr, til at løse de mange forskellige artede opgaver, som vores frivillige brandmænd kommer ud for, selvom der allerede er skåret ind til benet.

Der tales om 3 scenarier, hvor det er ”worst case” scenariet der beskærer beredskabet mest i vores kommune. Specielt i Grindsted kommer det til at gå hårdt ud over beredskabet – man vil fjerne 2 ud af 3 biler, men også beredskabet i Billund rammes hårdt. Det betyder at vi i fremtiden skal rekvirere assistance fra enten Vejle, Kolding eller Fredericia. Responstiden overholdes står der i oplægget, men faktisk kan vi komme ud for at vores brandmænd kan komme ud til en ulykke til tiden, men ikke kan yde den hjælpe, der er påkrævet, fordi de ikke har det rigtige udstyr, men først skal rekvirere det fra f.eks. Fredericia. Det viser med al tydelighed, at det er et rent stykke skrivebordsarbejde af folk, som ikke har kendskab til de lokale forhold.

Kan vi som kommune leve med det? Kan vi leve med at det kan koste menneskeliv, at vi skærer så meget i vores beredskab? Nej, det kan vi ikke som ansvarlige politikkere. Fra Konservative side har vi fra starten været i mod besparelserne i beredskabet, og stemte i mod ved behandlingen på Christiansborg, og vi vil fortsætte den kamp, for at bevare et beredskab i Billund Kommune, der kan løse opgaverne forsvarligt, sikre vores frivillige brandmænds arbejdsvilkår og give tryghed for borgere, virksomheder og turister i vores Kommune.

 

Med venlig hilsen

Kim Gosvig Hansen & Allan Munk Nielsen, byrådsmedlemmer for Konservative, Billund Kommune