Max 22 elever i klassen lyder et forslag fra et par socialdemokrater… umiddelbart en god tanke, kunne man let fristes til at tænke. Der er i dag en max grænse på 28 elever pr. klasse
I Venstre gruppen står vi bag budgetaftalen for 2016-2017 og 2018 indgået mellem Socialdemokratiet, DF og Venstre, som samlet over tre år giver skolerne et økonomisk løft på ca. 10 pct. Det eneste krav vi politisk stiller er at vi vil have mere kvalitet for pengene, så er det op til skoleledelse og skolebestyrelser at afgøre hvad kvalitet er på netop deres skole. Så mens mange andre kommuner må spare på skoleområdet tilfører vi altså en hel del ekstra midler. Og det er ud over de penge, der er afsat til byggeri og vedligehold af bygningerne.
Det er sådan, som jeg nu efterhånden har “underholdt” med et utal gange, at selvom Billund kommune har de økonomiske muligheder og en meget sund økonomi, kan vi ikke bare gøre som vi har lyst til. Det er givet os et loft over hvor mange penge vi må bruge på drift i vores kommune, og vi har allerede passeret grænsen for hvad vi må og kan forvente at få lov til.
Sådan er det under den nuværende regering. Sådan var det under den forrige regering og det vil formentlig også være sådan under den næste regering, uanset om den er rød eller blå.
I Venstre mener vi, at det er den enkelte skoleledelse og skolebestyrelse som skal have ansvaret for og ledelses retten (og friheden) til at gøre som de mener, er det rette på området omkring de enkelte klassers størrelser på netop deres skole.
Hvad betyder det så? Det betyder, at det er op til den enkelte skoleleder og bestyrelse om man vil dele en klasse, om man vil sætte to lærere i klasserne hele eller dele af tiden, eller noget helt tredje. De kan altså planlægge ud fra de behov, der måtte være på den enkelte skole/i den enkelte klasse. De regler, vi har på området i dag, giver faktisk mere frihed til skolerne, end det forslag som de 2 socialdemokrater fremkommer med.
Har Billund kommunes folkeskoler så reelt økonomisk mulighed for at benytte sig af de nævnte muligheder? Ja! Det mener vi i Venstre at de har, på baggrund af den før omtalte budgetaftale. Der er givet en stor grad af fleksibilitet og der er mulighed for at sætte ind hvor skoleledelse og skolebestyrelsen mener, der er behov, og det har vi i Venstre fuld ud tillid til at de gør på en god og konstruktiv måde.
Med venlig hilsen
Robert Terkelsen, Gruppeformand Venstre, Billund Byråd