Læserbrev: Det specialiserede socialområde

Det specialiserede socialområde får skyld for at slå bunden ud af de offentlige kasser.

At det specialiserede socialområde er dyrt, hører vi om igen og igen. Et stigende antal unge mennesker ser sig ikke i stand til at starte på en uddannelse eller et job, når de når voksenalderen. De har brug for en håndholdt indsats. Sådan forholder det sig også i Billund Kommune. Det konstaterer vi i kommunens regnskaber og budgetter.

Og afvejningen mellem det specialiserede området og normalområdet er noget af det, som er virkelig svært politisk. Vi vil jo alle sammen gerne levere gode normeringer på både børneområdet og ældreområdet og fremvise lækre byer med et blomstrende butiksliv og øget bosætning. Og samtidig vil vi gerne gøre det så godt som muligt, for nogen af vores allermest sårbare borgere.

Det specialiserede område vil i sagens natur altid være dyrere end normalområdet, det skal man ikke kende meget til området for at forstå. Men hvorfor vokser problemerne?

Hvis jeg bliver valgt ind i det kommende byråd, vil jeg gerne sætte fokus på denne problematik. Jeg synes, vi skal have en valid, ordentlig undersøgelse af hvor de unge mennesker kommer fra og hvad de har med i rygsækken, når de rammer voksenafdelingen og en plan for, hvordan vi sammen skaber en barndom og ungdom, som gør, at flere unge har mod på voksenlivet.

Det synes jeg, vi skylder dem og det synes jeg, vi skylder kommunekassen.

Venlig hilsen
Birthe Nielsen, Kandidat til kommunalvalget for Socialdemokratiet