Den 12. november godkendte Kommunalbestyrelsen i Billund Kommune en partnerskabsaftale for Dansk Industri Lokal Alliance for perioden 2025-2027.
Aftalen er skabt mellem DI Region Sydvestjylland, DI lærlingeindsats, Syddansk Erhvervsskole – Grindsted, FGU Trekanten – Grindsted, Dansk Metal – Vejle-Grindsted, 3F Varde-Billund, FH-Sydvest og Billund Kommune.
I aftalen skabes der fokus på at give unge, ufaglærte og ledige voksne i Billund Kommune adgang til attraktive uddannelser, som giver gode jobperspektiver for den enkelte, samt lokale virksomheder et solidt grundlag for faglært arbejdskraft.
Et vigtigt formål, som vi i Socialdemokratiets gruppe lægger vægt på, er at aftalen også skaber fokus på at udbrede interessen for erhvervsuddannelser, da efterspørgslen på faglært arbejdskraft er høj og forventes at stige yderligere de kommende år.
Et andet vigtigt element er samarbejdet om implementeringen af juniormesterlære, som er en del af den nye aftale om folkeskolen, hvor mulighederne for at opnå praktik og lærepladser er afgørende for mange af de unge, som vil benytte sig af dette tilbud.
Alt i alt en god og stærk aftale, som giver grobund for at fortsætte det effektive arbejde vi som kommune allerede er i gang med, hvor vi står forrest med Danmarks bedste beskæftigelses- og ungeindsats
Venlig hilsen
Brian Nissen, gruppeformand for Socialdemokratiet i Kommunalbestyrelsen Billund
og Jannick Dam Kristensen, Næstformand i udvalget for Unge, Uddannelse og Beskæftigelse