I torsdags satte borgmesteren sit embedsværk i sving og forlangte en redegørelse på baggrund af indslaget i TV-Syd omkring normeringerne i Billund Kommunes institutioner. En problematik som rigtig mange forældre over en rigtig lang periode har forsøgt at råbe op om, men som belejligt nok først blev samlet op med 19 dage til valget.
Nu er redegørelsen så kommet og den ”skyder” simpelthen tallene fra BUPL ned. Kun 45% af pædagogerne har svaret på undersøgelsen og det billede er tilsyneladende ikke repræsentativt (Venstre udgør i dag 48% af byrådet…).
I de sidste par dage og ja faktisk igennem de sidste par år er beslutninger taget ud fra redegørelser og regneark og ikke ud fra de oplevelser, som forældre fysisk oplever hver eneste dag, når de f.eks. afleverer, henter eller taler med deres børn og pædagoger.
Hvorfor er det, at man gang på gang stoler blindt på tal samt grafer og lader dem være et afsluttende facit? Hvorfor inddrager man ikke forældrenes stemmer for at skabe et nuanceret billede med afsæt i virkeligheden – en virkelighed som kun kan opleves og fortælles og ikke regnes frem til?
Grundene til at forældre vælger en vuggestue og børnehave er det nære og relationsskabende forhold mellem pædagog og barn. Det er trygheden i, at pædagogerne er aktive medspillere i barnets opvækst og ikke bare ”gårdvagter”. Det er tiden til fordybelse og ”alenetid” som tilgodeser det enkelte barn, når der skal trøstes eller hjælpes og det er pædagogernes høje faglighed, som er en garant for at pædagogiske teorier kan omsættes til brugbar og værdifuld praksis. Det var også derfor, at vi valgte sådan til vores børn.
Kære kommende byråd. Få nu forældre og pædagoger i spil når der skal tænkes visioner og målsætninger. De har indsigten i hverdagen og vil virkelig gerne lyttes til og bidrage med erfaring.
Og husk, at skud fra hoften sjældent rammer målet.
Venlig hilsen
Carsten Søndersø Riemann, Grindsted, byrådskandidat, Det Konservative Folkeparti