Frits Kristensen (V) foreslår i et læserbrev d. 11. November, at en huslejestigning på Frihavnen i Vorbasse skal indfases i forbindelse med nye beboere, således at nuværende beboere friholdes for huslejestigningen.
En sådan ordning er kun mimimalt bedre end ingenting. Den aldeles vanvittige husleje der er lagt op til, skal under ingen omstændigheder ramme hverken nuværende eller fremtidige beboere!
På vælgermødet i Vorbasse Fritidscenter d. 18. Oktober blev det oplyst, at bruttohuslejen for 64 kvadratmeter lejlighed i Frihavnen fremover vil være mere end 7000 kr. månedligt. SYVTUSINDE for 64 kvadratmeter i Vorbasse, det er rent ud sagt groteskt! Jeg prøvede lige at kigge ledige lejligheder på Boligportal Grindsted, INGEN var lige så dyre som 64 kvadratmeter i Vorbasse!!!
Hvis der skulle findes jura, der påbyder denne vanvittige husleje, så er det kun et spøgsmål om vilje, at finde anden jura der tillader at beboerne kompenseres af kommunen på den ene eller den anden måde, og finde de penge det drejer sig om.
Er der EN ENESTE kandidat af de 64 opstillede til byrådet i Billund Kommune, der vil betale mere end 7000 kr. for 64 kvardratmeter lejlighed i Vorbasse??? Jeg tror det ikke. Hvorfor i alverden skal ældre mennesker så tvinges til det?
Med venlig hilsen
Mogens Jørgensen, Byrådskandidat Dansk Folkeparti.