Læserbrev: Gå efter bolden, Ulrich!

Som formand for Børneudvalget har jeg i JydskeVestkysten d. 16.1.19 udtalt: ”Vi kan ikke acceptere, at vi i Billund Kommune ligger sidst. Det må vi gøre noget ved”.

Det bliver af Ulrich Kristensen, tidligere byrådspolitiker for henholdsvis Venstre og Radikale Venstre, i et læserbrev på BillundOnline udlagt til, at jeg nu endelig er lydhør – hvilket er godt men også næsten grotesk!

At du Ulrich, nu har fortrudt, hvordan du politisk forvaltede dit mandat i Venstre må stå for din egen samvittighed – men at kalde det næsten grotesk, at jeg nu endelig er lydhør, er jeg uforstående overfor!

Det nye Byråd – og dermed også jeg tiltrådte – d. 01.01.18. Jeg hverken kan eller vil derfor tages til indtægt for det tidligere Byråds beslutninger.  På onsdag d. 25. januar er det første gang, at forvaltningens indstilling til forbedring af tandsundheden, i denne byrådsperiode, er på Børneudvalgets dagsorden.

I Socialdemokratiet er vi i proces ift. vores holdning til forvaltningens udspil – og bliver vi ikke enige, så er der hos os plads til, at man ikke retter ind!

 

Venlig hilsen

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup,  Formand for Børneudvalget og gruppeformand for Socialdemokratiet, Billund Kommune