Valgkampen er skudt i gang, og med den også en stor del af den sædvanlige mere eller mindre velargumenterede retorik. Billund Kommune er ingen undtagelse. Se fx begrundelserne for, at borgmesteren skal udskiftes. Her omfatter argumenterne fx et synspunkt om, at det altid er godt at ryste posen, ligesom påstanden om metaltræthed er set anvendt. Tilsyneladende er der en præmis om, at høj anciennitet på posten diskvalificerer til genvalg.
En borgmester bør vel først og fremmest vurderes på de resultater, han i sin politiske ledelse af kommunen har leveret. Kommunens udvikling i indeværende periode har fulgt en vækststrategi udtrykt i ”5 veje til vækst”. Det kan konstateres, at indsatsen har båret frugt i et omfang, som de fleste andre kommuner notorisk misunder os. Den er ikke kommet af sig selv, men resultatet af, at borgmesteren har ledet byrådet igennem utallige beslutningsprocesser, uden at tabe det strategiske fokus af syne. Konkret er dette også kommet til udtryk i de årlige budgetvedtagelser, hvor det oftest har været svært at få øje på reelle uenigheder partierne imellem.
Ib har høj anciennitet, men han er hverken udbrændt eller metaltræt. Han har tværtimod opbygget stor politisk erfaring og har 100% fokus på at holde kommunen på udviklingssporet. Derfor er han stadig den rigtige til at sidde for bordenden, når strategien for den kommende byrådsperiode skal fastlægges og omsættes i praksis.
Derfor skal vi forny Ibs mandat i stemmeboksen den 21. november.
Venlig hilsen
Jens Jakobsgaard, Sdr. Omme
Christian Juul Pedersen, Hejnsvig
Lars Poulsen, Filskov
Knud Hoff Lauridsen, Stenderup/Krogager
Henrik Mahler, Billund
Søren Mølby, Billund
Peder Fjordgaard, Grindsted
Martin Østergaard, Grindsted