Sagen om sideudvidelsen af Grenevej i Billund har været længe undervejs.
3 år er gået, siden byrådet i april 2016 besluttede at sætte processen i gang. Derfor glæder det os, at et enigt byråd nu har besluttet, at sideudvidelsen skal etableres med en vejbredde på 7 meter og med en ændret linjeføring, der tager hensyn til de berørte borgere langs vejen.
Der har været mange forskellige interesser og dilemmaer knyttet til sagen, og derfor er det med stor tilfredshed, vi konstaterer, at sagen er endt, som den er. Det har kun været muligt gennem en positiv dialog, en konstruktiv borgerinddragelse og et solidt politisk udvalgsarbejde.
Samtidigt har det været helt afgørende, at alle medlemmer af Teknik- og Miljøudvalget på tværs af forskellige interesser og perspektiver har formået at samarbejde om tingene og derigennem spillet hinanden gode undervejs.
Sagen viser derfor, hvor vigtigt det er, at egne hensyn kan lægges til side til fordel for et godt, åbent og fortroligt samarbejde på tværs.
I fællesskab – borgere, forvaltning og politikere – kan ting for alvor lykkes!
Med venlig hilsen
Peter Hjorth Fredensborg og Klara Lyskjær Noer, byrådsmedlemmer for Venstre