Læserbrev: Grøn omstilling

Billund kommune er en grøn kommune når det handler om affaldssortering, men på andre områder står det ikke helt så godt til.
Vi er en af de kommuner med det laveste økologiske areal, det er godt nok ikke noget kommunen har særlig stor indflydelse på, der er ikke blevet opstillet de vindmøller som der var planer om, men hvad gør vi så for at løfte vores del af ansvaret for at udfase den fossile energi?

Den offentlige pleje af grønne områder og naturarealer burde i højere grad tage udgangspunkt i at skabe gode levesteder for flora og fauna. Jeg ved det er et område som kan skabe debat, det skal se ordentlig ud, der skal være orden, men hvis det betyder ringere levevilkår for bier og sommerfugle, de er mange steder stærk truede og i kraftig tilbagegang, så skaber det i virkeligheden mere uorden.
Sommerfugle og bier er vigtige bestøvere, og har stor betydning for mange afgrøder, så det er i sidste ende vores egen eksistens der er truet, hvis vi ikke levner plads til naturen.

Venlig hilsen
Frederik Vibe Djernæs, Sdr. Omme, byrådskandidat for SF Billund