Jeg mener, at vi som kommune har stor mulighed for at præge den grønne omstilling i endnu højere grad end det sker i dag.
Tankerne omkring GDGH ’Grindsted – Den Grønne Hovedsted’ hvor frivillige initiativtagere tager udgangspunkt i Grindsteds fortid med forureningen og vender tingene på hovedet og sætter ambitionerne højt i forhold til den grønne omstilling og bæredygtighed er i min verden fantastisk og progressivt.
Kommunen har lige taget hul på, at se på mulige klimahandlinger hvilket naturligvis er et skridt i den rigtige retning, men der kan let gøres endnu mere.
Jeg har fire gode bud, som forholdsvis let kan implementeres og ny lovgivning vil faktisk give kommunen mulighed for det.
Helt konkret bør vi sætte større krav i de forskellige udbud i forhold til, hvilken type brændstof entreprenørmaskiner kører på ved for eksempel byggeprojekter – i stedet for diesel kunne fossilfri HVO100 f.eks. være et krav.
Der bør udpeges kommunale p-pladser i de forskellige byer i kommunen til el-ladepladser, som kan sendes i udbud hos el-lade operatørerne og blive en indtægtskilde. – Med den forestående ændring af kommunalfuldmagten, bliver det faktisk en reel mulighed.
Vi bør stille krav til, hvilke køretøjer kommunen bør have, når de gamle er udskiftningsparate. Jeg mener, vi bør sikre, at de udskiftes til nul-emissions biler.
Kommunale bygninger bør tænkes ind i en grøn omstilling – for eksempel står kommunale bygningers flade tage flere steder ’uudnyttet’ hen – lad os undersøge, om pladsen ikke bør benyttes til opsætning af solpaneler.
De bedste hilsner
Martin Alminde Friis, Byrådskandidat, Lokalpolitisk Forum