Når jeg fremover får mulighed for at præsentere, hvor jeg kommer fra, vil jeg forsøge mig med følgende fortælling:
– Billund er en mindre men én af landets rigeste kommuner. Kommunen har en stærk økonomi og der er et innovativt erhvervsliv trukket af LEGO A/S, Lalandia, Legoland og Billund Airport. Beskæftigelsen er i top – faktisk mangler vi oftere arbejdskraft end det modsatte. Vi består af en mangfoldighed af borgere og der er mange, der er kommet til kommunen i de seneste årtier. Men stridigheder og ghettoer hører vi kun om i TV og aviserne.
Faktisk er vi så glade for de nydanskere, der har valgt at bosætte sig i Billund Kommune, at byrådet har besluttet, at det såkaldte paradigmeskifte OGSÅ kun er noget, som vi hører om fra TV og landsdækkende aviser. Erhvervslivet, cafeerne og turistattraktioner kan kort og godt ikke undvære alle de dygtige medarbejdere, som de har, uanset om de oprindeligt kommer fra Sri Lanka, Syrien eller Slagelse.
Vi almindelige borgere kan ej heller undvære dem, det er jo i bund og grund derfor, at kommunen økonomisk er blevet et smørhul for os alle, da mangfoldighed, diversitet og stærke relationer giver vækst, nytænkning og kreativitet (hvilket alle der har læst og hørt om iværksætteri og innovation med garanti har hørt før).
Med venlig hilsen
Hans Jørgen Skriver, Formand for Radikale Venstre i Billund Kommune