Kommunerne forhandler samlet en økonomiaftale med regeringen på plads gennem Kommunernes Landsforening (KL). Denne aftale er netop faldet på plads.
Det store samtaleemne den sidste tid har været omprioriteringsbidrag. Det lyder måske lidt arrogant og sige at vi som Billund Kommune ikke kunne bidrage her, på de betingelser som regeringen havde opsat. Personligt er jeg dog glad for at erfare, at dette bidrag afskaffes.
Mange penge flyttes årligt mellem kommunerne og staten. Via forskellige puljer, bl.a. bloktilskud, udligningsordninger som selskabs- & indkomstskatter, DUT-ordninger osv. Til tider svært at overskue selv som menigt medlem af byrådet med plads i økonomiudvalget.
Jeg anerkender til fulde, at vi har nogle samfundsmæssige udfordringer som kan være forskellige fra kommune til kommune – bl.a. flygtninge, arbejdskraft og jobmuligheder (læs: udkantsdanmark). Derfor hilser jeg den nye aftale mellem KL og regeringen, omkring et moderniserings- og effektivitetsprogram, velkommen. For mig netop med fokus på de stigende udfordringer i den offentlige sektor, som vi sammen skal være med til at løse, eksempelvis medicinudgifter.
Jeg har aldrig brudt mig om at give penge til staten for at få dem tilbage som en del af “værdighedsmilliarden” eller “velfærdspuljen”. Dette udhuler hvad jeg som kommunalpolitiker føler er min primære opgave, nemlig at tilsikre og kæmpe for disse værdier på vegne af borgerne i kommunen.
Kommune er lig med fællesskab, men også forskellighed.
Med venlig hilsen
Ulrich Kristensen, Billund, byrådsmedlem for Venstre