Hvorfor i alverden har I ikke for længst kastet jeres kærlighed på de titusinder af migranter, der i forvejen bor og lever i Danmark – og som igennem mange år har stået i arbejdsløshedskøen?
Nogenlunde sådan kunne mit spørgsmål lyde til de erhvervsbosser, der igennem de seneste uger har haft travlt. Travlt med at bedyre, at deres virksomheder skam har brug for de migranter, der i skrivende stund er på vej igennem Europa. Og som man skulle være mere end villig til at hyre.
Det er grundlæggende paradoksalt, at samtidig med at erhvervslivet igennem årtier har forspildt chancen for at integrere titusinder af tilstedeværende migranter, der aldrig har været en del af det arbejdende fællesskab, så ønsker bosserne sig nu endnu mere migration.
Arbejdsmarkedet skriger på kvalificeret arbejdskraft, siger bosserne. Og derfor mener de så, at løsningen er åbne op for en massiv indvandring fra Afrika og Mellemøsten? Men tillad mig engang at stille spørgsmålstegn ved den idé. Den indvandring, der kommer fra netop disse lande, har aldrig været en god forretning for Danmark. Eller for den sags skyld noget sammenligneligt land i Vesten. Tværtimod.
Lad mig dvæle ved de faktiske forhold for syriske migranter, der nærmest er udråbt som en mirakelkur for arbejdsmarkedet. Det er de ikke. Tværtimod. Af de syrere, der kom til Danmark fra midthalvfemserne til slutningen af nullerne, havde bare 17 procent – altså mindre end hver femte – en videregående uddannelse. Kun fem procent havde en erhvervsfaglig uddannelse. Det er blot hver tyvende.
Lad mig derudover bemærke, at uddannelse i Danmark og uddannelse i Mellemøsten og Afrika er to vidt forskellige ting. Så man må sige, at tesen om, at det danske arbejdsmarked pr. definition har brug for denne type arbejdskraftsindvandring er fuldkommen forfejlet.
Kigger man på deltagelse på arbejdsmarkedet, er migration fra Syrien kun marginalt mere repræsenteret på kontorerne og ved høvlebænkene end folk fra Somalia, for hvem det vist efterhånden er et gennemanalyseret faktum, at integration har vist sig vanskeligt.
De migrationsstrømme, der netop nu går gennem Europa, truer med at opløse velfærdsstaternes sikkerhedsnet og vores selvskabte, nationale tryghed for egne borgere – alt imens eliten især koncentreret nord for København har deres på det tørre.
Hvis man er i tvivl om sandheden i denne påstand, kan man med fordel lytte til de mange borgmestre, der er begyndt at udtrykke deres bekymring over situationen. I kommunerne har man i årevis været vant til at prioritere og skære kernevelfærd til. Men når kommunerne siger, at servicen for danskerne på det nærmeste vil forventes at være i frit fald grundet den store tilgang af mennesker, der skal forsørges, så kan der vist ikke være meget tvivl ladt tilbage om de økonomiske perspektiver i denne folkevandring: Udsigterne er brutale for velfærden – og der er ikke udsigt til økonomiske gevinster. Hvis denne type indvandring havde været positiv for arbejdsmarkedet, så havde kommunerne vel ønsket sig endnu mere indvandring. I stedet kæmper de om at undgå netop denne indvandring. De faktiske realiter er ganske enkelt dystre.
Men hvorfor fortsætter nogle erhvervsspidser så med deres snak om migration som arbejdskraft? Svaret er det måske lidt usexede begreb ”indslusningsløn”.
For når de – for det må bosserne på arbejdsmarkedet været fuld bevidste om – kender til de sørgelige statistikker for kompetencer og erhvervsaktivitet, så kan de til gengæld introducere de særligt lave lønninger på arbejdsmarkedet som muligheden for at sluse folk ude fra ind på arbejdsmarkedet. Målet er at give migranter adgang til arbejdsmarkedet ved at dumpe deres lønninger. Så kan man pludselig flytte folk fra udlandet forrest i ledighedskøen, mens faglærte hr. og fru Jensen, der ikke kan konkurrere på samme lønniveau, må flytte bag i køen.
For de mange faglærte eller ufaglærte på arbejdsmarkedet, så er det bare ærgerligt, hvis man ikke kan følge med lønpresset og kan leve af sit arbejde. På denne måde håber erhvervslivet at kunne få det, de længe har ønsket sig: Lavere lønninger. Går politikerne i fælden, så kan man helt lovligt dumpe lønningerne på arbejdsmarkedet. Og bosserne kan tilmed kalde sig menneskelige, humanistiske og anstændige oveni – for deres påskud er at ville yde hjælp til en gruppe, der har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet.
Jeg har aldrig forstået, hvorfor danske faglærte og ufaglærte – der i forvejen udsættes for stor lønkonkurrence udefra – skal betale for fejlslagen integration igennem årtier, ved at gå ned i løn. Selve tanken er dybt usympatisk og byder mig stærkt imod. For det skal kunne betale sig at arbejde, og det skal være sådan, at man kan betale sine regninger, når man har et arbejde. Indslusningsløn gavner givetvis virksomhedernes bundlinjer, men de gavner ikke det danske samfund og den enkelte dansker.
Derfor vil vi i Dansk Folkeparti gøre alt, der står i vor magt, for at undgå indslusningsløn.
Med venlig hilsen
Peter Kofod Poulsen, folketingsmedlem (DF) og ordfører mod social dumping
Rolighedsvej 30, Haderslev
