Læserbrev: Kære forældre på BillundSkolen: Jeg deler jeres bekymring!

Jeg har med stor alvor læst det brev, en stor gruppe forældre fra BillundSkolen har sendt til både skoleforvaltningen, kommunalbestyrelsen samt lokalpressen. Det er bekymrende læsning, at så mange forældre ikke er trygge ved at sende deres børn i skolen. Både brevet og den seneste offentlige trivselsmåling beretter om ringe trivsel hos eleverne på BillundSkolen.

Vi er som familie ikke dagligt involveret i BillundSkolen, da mine egne tvillingedrenge siden børnehavealderen har gået på den internationale skole, men vi kender naturligvis rigtig mange børn og forældre fra BillundSkolen. Jeg har i den seneste tid fået flere direkte henvendelser, hvor der blandt andet gives udtryk for en stor bekymring omkring mistrivsel, hyppige lærerskifte og vikardækning. Henvendelserne og nu forældrenes opråb i brevet er årsagen til, at jeg melder mig ind i debatten for at støtte op.

Jeg har selv gået i folkeskolen i Billund – på både den gamle Søndermarksskolen og senere i 10. klasse på Enggårdsskolen. Jeg tænker mest af alt tilbage på min skolegang med glæde. Det var en tryg tid, med hovedsagligt gode stabile lærere og mange gode kammerater på tværs af årgangene. Det foruroliger mig, at det ikke er det samme, børnene i vores by oplever i dag på BillundSkolen.

Det er klart, at ikke alle kan være så heldige at blive fulgt af det samme lærerteam fra første til niende klasse, som mange årgange i min skoletid oplevede – men et minimum må være, at der er stabilitet i lærerteamet og en ro omkring hvem, der er der og underviser børnene i morgen. Stabile og trygge lærere samt faste genkendelige vikarer er et fundament for en god folkeskole i mine øjne.

Det er meget bemærkelsesværdigt, at så stor en procentdel af de ansatte på skolen har valgt at søge andre jobs. Jeg håber meget, at forældrenes brev og opråb bliver modtaget med alvor og at det vil udmønte sig i konkret handling, så børnene på skolen og deres forældre vil opleve et løft i trivslen. Det skal være en god og tryg oplevelse at gå i skole – det er forudsætningen for læring og udvikling.

Som afslutning vil jeg gerne udtrykke min store respekt for den måde, I som forældregruppe træder frem med ordenlighed og kræver bedre trivsel for jeres børn. Det er vigtigt og det er essentielt, at I bliver hørt!

 

De bedste hilsner

Martin Alminde Friis, Billund