Læserbrev: Kaffe først

Der er skrevet meget om ældrepleje i forbindelse med valgkampen. Også fra socialdemokratiske byrådskandidater. Vi ønsker at sætte en anden retning.

Vi er meget nysgerrige på Buurtzorg-modellen fra Holland. Den formår at kombinere høj borger- og medarbejdertilfredshed, god økonomi og pleje og omsorg af høj kvalitet. Det hele er båret af en høj grad af selvbestemmelse og en organisering, der sikrer, at den enkelte borger møder langt færre og langt mere gennemgående fagpersoner, end vi er vant til.

Modellen bliver også kaldt ”Kaffe først”. Medarbejderne er langt mere tilfredse og færre søger væk – og flere søger ind.

Det, som får mig til tasterne er, at Fagbladet 3F i går skrev en artikel om, at vi har ældre, der får ble på, selv om de godt kan komme på toilettet med lidt hjælp!

Ældre som ikke selv kan bestemmer, hvornår de vil i seng og hvornår de vil op igen! At de ældre får medicin, som kunne være undgået med ekstra omsorg!

Det er jo ganske forfærdeligt for de ældre og for personalet!

Det er synlige beviser på, at ældreplejen er for presset rundt i landet.

”Mennesker der arbejder med mennesker, skal have lov til at gøre den forskel for borgerne, som de kom på arbejde for”.

Sådanne tilstande må vi aldrig acceptere ude i kommunerne.

Jeg håber virkelig, at vi i den nye byrådsperiode kan afprøve nye metoder, så vi i fremtiden bruger tiden sammen med borgerne og ikke på unødig dokumentation og planlægning.

Venlig hilsen

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, borgmesterkandidat, Socialdemokratiet Billund Kommune