Brand på LEGO
Stod der for få dage siden i avisen. Heldigvis blev denne brand slukket hurtigt, men hvad nu hvis…
Den 14/10 er sidste frist for høringssvar til den nye beredskabsplan for Trekantbrand, der vil forringe kvaliteten af Billund kommunes rednings- og brandslukningsvæsen. Rundt omkring os – især i Vejen kommune – er der en heftig offentlig debat i gang om det uforsvarlige oplæg fra Trekantbrand. 80 brandfolk stopper i Vejen kommune, hvis planen gennemføres.
Her er lokalpolitikerne også tydelige i debatten. Alt er stadig åbent, udtaler de, men er samtidig villigetil at overveje udmeldelse af Trekantbrand og selv finansiere et beredskab uden nedskæringer.
Tidligere chef for Beredskabsstyrelsen, Bjarne Kjems, kritiserer også offentligt de foreslåede besparelser i Trekantbrand. ”Selvom Staten for længst er løbet fra sin del af aftalen, gennemfører kommunerne tilsyneladende hele besparelsen.” ”Tænk på borgerne i stedet for pengene” udtaler Bjarne Kjems.
Og jeg undrer mig over den manglende debat i vores kommune. Er politikerne ligeglade med borgernes sikkerhed? Er der ingen holdning til, at en stigevogn fremover skal komme fra Vejle, hvis der er brand i et af vore høje huse? Hvad mener LEGO, Dupont, Legoland, Lalandia og alle de virksomheder, der må acceptere længere responstid på brandalarmer? Er det korrekt, at en meget ringere brandslukningsdækning i vores kommune kan medføre væsentligt højere brandforsikringsudgifter for virksomhederne og borgere?
I spørgetiden på byrådsmødet den 20/9 gjorde brandmændenes tillidsfolk opmærksom på en række problemstillinger, som ingen kunne svare på. Men borgerne har krav på udmeldinger fra politikerne i denne sag. Kom nu ud af busken inden det er for sent.
Mange venlige hilsner
Kai Bayer, Grindsted, forhenværende byrådsmedlem