Læserbrev: Kommunalpolitikernes kummerlige aflønning

Det er vist de fleste bekendt, at aflønningen af et byrådsmedlem hører til i den absolut lave ende, hvis man tager timeforbrug og ansvar i betragtning. Med andre ord – at være kommunalpolitiker kræver virkelig lyst, engagement og noget man brænder for.

Det har også været tilfældet for de nuværende og tidligere byrådsmedlemmer i Billund Kommune, der har haft et brændende ønske om en motorvej – og meget gerne en motorvej, der går vest om Billund.

En aktindsigt afslører, at dette ønske har været så brændende, at byrådsmedlemmerne har set sig nødsaget til at bevillige et 7-cifret beløb af de kommunale borgeres skattepenge til eksterne konsulenter, som kunne udføre aktiv lobbyisme mod byrådspolitikernes egne partifæller på Christiansborg. Hertil skal så lægges et antal kommunale embedsmandstimer som gennem mere end 10 år er kastet i projektet.

Man kan kun have respekt for mennesker, som virkelig brænder for en sag! Desværre for borgerne i kommunen har de store ambitioner ikke båret frugt. De gode intentioner om en Hærvejsmotorvej vest om Billund, er blot blevet til ca. 2,5 km asfalt parallelt med den eksisterende omfartsvej nord om Billund. Vel og mærke asfalt, der ender blindt og som ikke tilfører værdi for nogen.

Til gengæld for de 2,5 km. blind asfalt, har byrådet stavnsbundet en lang række af kommunens borgere i kanten af Billund by samt langs hele den planlagte linjeføring mod Haderslev. Stavnsbundet på en måde, så deres ejendomme er usælgelige, ikke kan renoveres, ikke kan belånes og de nuværende ejere er frataget råderetten over deres ejendomme i de næste 30 år. ”Det er godt nok uheldigt” som en af vores lokalvalgte folketingspolitikere udtrykker det?!?

Det kan godt være, at det kræver meget lyst og engagement at være kommunalpolitiker, men omkostningerne ved at være lodsejer i kommunens østlige del er desværre langt, langt højere – målt både på økonomi, helbred, lyst og engagement.

Om få dage skal vi vælge nye byrådsmedlemmer. Spørgsmålet er, om der, blandt de opstillede, findes kandidater med noget på hjertet samt mod og anstændighed nok til igen at gøre Billund Kommune til en attraktiv bosætningskommune, hvor vækst, engagement og udvikling gælder for alle kommunens borgere.

Svaret kendes ikke endnu, men DU tager beslutningen d. 16. november!

Venlig hilsen

Ole Holm