Lad mig starte med at slå fast, at jeg ønsker alt det bedste for Grindsted Speedway klub, ser også gerne løb på hjemmebanen når tiden tillader det.
Men at det er lykkedes borgmester Ib Kristensen at overtale et samlet økonomiudvalg på deres møde i uge 24, til at stemme for en ansøgning fra klubben på godt 340.000 kroner, finder jeg til gengæld uhørt – bl.a. på bekostning af en ansøgning fra lokalrådet i Skjoldbjerg/Almstok om renovering af Medborgerhuset.
Bag disse ansøgninger er der også indstillinger fra landdistriktsrådet, som deler de samme bekymringer som jeg.
Forvaltningen har haft bemærkninger til disse indstillinger, som jeg ligeledes står undrende overfor. At sammenligne en elitesportsklub med muligheden for at en lille forening (SKIF) kunne oprette e-sport tilbud, er ikke sagligt i min optik.
At give afslag til renovering af Medborgerhuset i Skjoldbjerg, med henvisning til nogle tidligere afslag i Hejnsvig, er heller ikke sagligt i min optik (bag disse afslag lå nogle helt andre overvejelser)
I min optik, er landdistriktspuljen beregnet til udvikling (og fastholdelse) af de mindre samfund, ikke til løbende drift/vedligeholdelse af en sportsklub. Grindsted Speedway får støtte via vores eventpulje, og det burde være herfra pengene burde komme!
Håber ikke at landdistrikterne sidder tilbage og mangler disse penge sidst på året, i de efterfølgende ansøgningsrunder (gør de nok ikke, nu hvor Medborgerhuset fik afslag)
Venlig hilsen
Ulrich Kristensen, byrådsmedlem for det radikale venstre, Billund kommune.