Læserbrev: Mere plads til frihed og forskellighed, tak!

Billund Kommune har de sidste år været inde i en positiv udvikling. Skatten er sat ned, gælden er væk og kommunens serviceniveau er løftet. Det er resultatet af en stærk økonomisk politik, som vi naturligvis skal fortsætte med fremover. Alligevel manifesterer overskuddet på bundlinjen sig ikke alle steder i dagligdagen. Rundt omkring er der endda et menneskeligt underskud af tid og ressourcer. Og dét skal vi have gjort noget ved!

For det første skal ledere og medarbejdere sættes mere fri. Deres arbejdskraft er den vigtigste ressource for vores velfærd. Derfor skal vi sætte fokus på kulturen i hele den kommunale virksomhed, så dem, der skal levere velfærden, sættes mere fri til at kunne gøre det med større hjertevarme og kreativitet.

Dernæst skal vi i respekt for kommunen som helhed turde give forskellighederne iblandt os mere plads:
• De enkelte plejecentre bør have lokale bestyrelser med reel beslutningskompetence.
• Omegnsbyer skal ikke være omegnsbyer, men nærhedsbyer med selvstændige profiler, der fremstår som reelle bosætnings-alternativer til de to centerbyer.
• Grindsted skal være ungdommens by, og vi bør gribe muligheden for at gøre den til en grøn metropol og et kraftcenter for bæredygtig udvikling.
• Børn skal have en mere klar og tydelig stemme iblandt os. Derfor skal vi fortsætte arbejdet med visionen om Billund som Børnenes Hovedstad. Fremtiden tilhører børnene. Det skal vi allerede nu aktivt handle på. Børn bør få en reel politisk indflydelse på deres fremtid ved at vi f.eks. nedsætter et nyt politisk udvalg i form af et Børnebyråd for børn i alderen 12-17 år.

Lad os i fællesskab give mere plads til friheden og forskelligheden i Billund Kommune!

Med venlig hilsen
Peter H. Fredensborg
Byrådsmedlem og kandidat til spidskandidatvalget for Venstre i Billund Kommune