Læserbrev: Ny strategi – ny retning

Vi står overfor et kommunalvalg, og i den anledning er vi nogle selvstændig erhvervsdrivende i Billund, som gerne vil sætte lidt fokus på, hvad vi tænker der skal til for at kunne kalde sig mest erhvervsvenlig kommune og samtidig praktisere dette fuldt ud.

At alle bliver hørt og set, bør være en af grundværdierne og samtidig være imødekommende overfor, at en god idé kan føres ud i livet og blive en realitet.
Under den nuværende ledelse er dette ikke altid en realitet for flere erhvervsdrivende i Billund kommune, og det er desværre ofte den tilgang man som erhvervsdrivende bliver mødt af.

Vi har brug for, at den kommende ledelse og den kommende borgmester – tør indgå i et positivt og anerkendende samarbejde med alle visionære og driftige erhvervsdrivende – små som store. En kandidat, som har en stærk og solid ledelseserfaring, som har forståelse for erhvervslivet og ved, hvad det kan bidrage med og hvilket betydning det har for Billund Kommune og dens borgere – arbejdspladser og skattekroner.
Vi har brug for en borgmester, som vil motivere og støtte op omkring virksomhedsudvikling blandt små og store – og ikke mindst en borgmester, som er passioneret, engageret og som tilgodeser alle borgerne i Billund Kommune.

Vi tror på, at Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup som ny borgmester kan leve op til vores forventninger og sætte en ny strategi – en ny retning med hendes brede kompetencer og menneskelige forståelse til fordel for alle – også erhvervslivet.

Venlig hilsen
Per Schmidt på vegne af
Peter Iversen
Kristian Møller
Finn Knudsen
Allan Bjerregaard
Brian Toftlund