Læserbrev: Ny uddannelse til kommunen!

De borgerlige ville egentlig nedlægge produktionsskoler. Men vi socialdemokrater sikrede flere skoler til unge, der har brug for en hjælpende hånd. Der skal nemlig ikke være langt til uddannelse for vores unge her i kommunen. Derfor skal vi også have den nye forberedende grunduddannelse (FGU) til kommunen. Fra januar ´18 og de kommende måneder skal det besluttes, hvor de nye skoler skal placeres. Hvis jeg bliver borgmester, vil jeg arbejde for, at der placeres en skole her i vores kommune.

Alle unge i vores kommune skal have et uddannelsestilbud, der passer til dem. Også selvom de måske ikke altid har haft det nemt i skolen, eller ikke er gået den lige vej

De unge, der har sværest ved at gennemføre en uddannelse, er også dem, der lige nu bliver mødt af det mest komplicerede og uoverskuelige system. Derfor er det vigtigt at give dem et bedre og mere sammenhængende tilbud, der er til at gennemskue. Det får de med den nye FGU. Her bliver de mindre kastebold mellem forskellige systemer, og får en mere fast hånd i ryggen.

Regeringen havde lagt op til at centralisere og skære ned på de mest udsatte unge. De ville oprette 75 skoler, spare og give de unge en lavere ydelse. Socialdemokratiet ønskede det modsatte. Vi ville investere i de unge, som ellers alt for ofte bliver overset. Vi ville have skoler i hele landet samt en rimelig ydelse. Det har vi fået, og nu handler det om at gøre ambitionerne til virkelighed.

Den nye uddannelse vil konkret betyde, at unge, der i dag går på en produktionsskole, men som eksempelvis også har behov for ordblindeundervisning, eller have andre fag som dansk og matematik kan få det samme sted. Samtidig bliver kommunens ungeindsats mere samlet og styrket, og de unge kan bl.a. få én fast kontaktperson til at hjælpe dem igennem hele deres forløb. Hjælpen til de unge bliver altså både bedre og mere tilgængelig.

Derfor er det også mit ønske, at vi får en FGU-skole her i vores kommune. Vores ambition er, at alle unge skal have en chance, og at ingen må opgives på forhånd. Alle unge har et potentiale. Det skal vi finde og udnytte, fordi det er bedst for den enkelte og for os alle sammen.

 

Venlig hilsen

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, Billund, Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet