Et af de punkter vi behandlede på byrådsmødet tirsdag aften i denne uge, var en principbeslutning for det videre arbejde og koncept for et nyt museumsbyggeri. Det er tidligere besluttet i det gamle byråd, at samle museumsaktiviteterne ude ved Karensminde. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg gerne havde set en anden placering af et Besættelsesmuseum i Grindsted by, men nu er beslutningen taget, og derfor gælder det om at se fremad, og få et nyt og unikt museumscenter ude ved Karensminde.
Der er lavet 3 forskellige konceptbeskrivelser med koncept 3, som det mest unikke og spændende. Der skal nu arbejdes videre med det nye museumscenter, og derfor indstiller Kulturforvaltningen, at byrådet tager stilling til, at der tages en principbeslutning om at arbejde videre med koncept 3, og at der nedsættes en politisk styregruppe, som skal lede det videre arbejde med at søge fondsmidler til virkeliggørelsen af et nyt og unikt Museumscenter Karensminde ved Grindsted. Der var heldigvis fuld opbakning fra hele byrådet til denne indstilling.
Det glæder mig meget at man på denne måde tager ansvar for at formidle vores kulturarv og levendegørelse af kulturhistorien. Det er et meget visionært og spændende koncept, der er udarbejdet for et nyt Museumscenter, og hvor der også er fundet plads til alle de frivillige i Karensmindes Venner og Besættelsessamlingen Grindsteds Venner.
En anden ting, som også glæder mig, er at man har fundet plads til Besættelsessamlingen igen. Jeg synes det er godt set, at besættelsestiden har flere brydningsflader med Billund Kommunes Museers formidlingsområder, og at besættelsestiden kan inddrages i disse, så den unikke samling igen kommer til sin ret. Det, der har været vigtigst for mig, er at vi kan få den frem i lyset igen, og at Besættelsessamlingen kan indgå i et nyt kulturelt fyrtårn sammen med Karensminde! Et kulturelt fyrtårn, som vil lyse op, og fortælle egnens og kommunens historie for borgerne og turisterne, som besøger vores kommune.
Jeg glæder mig til at følge dette arbejde gennem den politiske styregruppe, og være med til at rejse dette fyrtårn.
Det er samtidig glædeligt, at der allerede nu laves en særudstilling – ”Spor af besættelsen” – så vi allerede nu kan får pakket Besættelsessamlingen ud, og få den frem i lyset.
Med venlig hilsen
Allan Munk Nielsen, Byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti