Påskelørdag (morgen) løb jeg en af mine motionsture langs Grenevej mod vest og Hejnsvigvej – en strækning på knap 5 km, jeg mødte ikke en eneste bil på min vej… Vi har nu haft adresse i Lillevang i over to år, med have/udsigt mod Grenevej, og vi er positivt overrasket over mindre trafik end forventet – mere herom senere…
Vi har store anlægsønsker generelt i kommunen, senest har vi modtaget en officielt skrivelse fra ledelse og bestyrelse på Vestre Skole i Grindsted, om idrætsfaciliteter på skolen, eller mere præcis – manglende faciliteter.
Jeg vil derfor gerne opfordre det nye byråd, hvor der trods alt også er valgt ti nye medlemmer, til at kigge på nogle anlægsønsker her og nu – før vi gør noget forkert, og som ikke har det effekt/virkning som vi som byråd tror det har!
Behovsanalyser blev sat i værk ultimo 2017, omkring driften og brugen af vores idrætsfaciliteter i kommunen. Et arbejde næsten spildt i min optik, da jeg mener at disse tal kan hentes ved de forskellige centerledere, samtidig med at tallene ikke hverken kan eller må stå alene uden dialog med de foreninger som har problemer med at få haltid nok (dette er i hvert fald tilfældet for Billund Idrætscenter)
Samtidig er der IKKE lavet nogen større analyse omkring trafiktal for Grenevej. Her har et flertal i det gamle byråd, vedtaget at bruge dkk 16,7 millioner på vejudvidelse, uden at der tages hensyn til motionister fra Engdraget og mod vest – en strækning på knap 4 kilometer.
Min opfordring/anbefaling er derfor: Grenevej kræver forbedringer nu (vejen er i meget dårlig stand) – udvid den dog med omkring 75 cm i begge sider – fuldt optrukket linje ligeledes i begge sider af vejen på måske 30-40 cm til motionister.
En samlet løsning (uden ingeniør/konsulent beregning), på max det halve af de dkk 16,7 millioner som er afsat.
Den anden halvdel af disse 16,7 millioner kunne så indgå som “startkapital” i en ny hal ved Billund Idrætscenter og nye idrætsfaciliteter ved Vestre Skole.
Vi løser problemer omkring Grenevej på en hensynsfuld måde her og nu, og vi skaber anlægsmidler til to projekter som jeg meget gerne vil støtte.