Jeg går ind for frit valg. Frit valg i sundhedsvæsnet. Frit valg i ældreplejen. Og frit valg i forhold til noget så vigtigt som vores børns skole.
Børn er forskellige. Og de har forskellige behov. Det skal vores skolesystem kunne rumme.
Som Venstres børne- og undervisningsordfører mener jeg, vi skal værne om forældre og børns ret til at vælge mellem varierede skoletilbud i hele landet.
Men det vil Socialdemokratiet sætte over styr. Socialdemokraterne vil sænke statstilskuddet til landets 552 fri- og privatskoler. De vil tage 365 millioner kroner væk fra skolerne hvert eneste år.
Hvad vil det betyde?
Det vil betyde færre elever, færre timer, afskedigelser og en kamp for overlevelse på landets fri- og privatskoler.
Beregninger viser, at Socialdemokratiets forslag vil næsten tredoble antallet af frie skoler, som har underskud. Faktisk er det blevet anslået, at op mod 100 friskoler vil lukke, hvis Socialdemokratiets forslag bliver til virkelighed.
Her i Billund Kommune vil det for eksempel kunne mærkes på Grindsted Privatskole, The International School of Billund og Filskov Friskole. Her står man til samlet at miste 1.817.358 kroner i tilskud.
Det kan dermed blive rigtig svært for vores lokale fri- og privatskoler at få økonomien til at løbe rundt. Skolerne i landdistrikterne tager generelt lavere skolepenge end i de større byer. Men med socialdemokraternes forslag kan forældrebetalingen eksplodere. Så dem, der er dårligt stillet økonomisk, vil få mindre frit valg end dem, der er velhavende.
Jeg mener, vi skal værne om danskernes frie valg – og bevare de frie skoler i landdistrikterne. Vi har brug for gode skoletilbud i landdistriktsområderne. Og danske forældre og børn skal have ret til frit at vælge skole.
Venlig hilsen
Anni Matthiesen (V), Krogager