På byrådsmødet 26-05-2020 tog byrådet stilling til det såkaldte prioriteringskatalog. Jeg havde personligt, allerede på Økonomiudvalgets møde 14-05-2020, gjort det HELT KLART, at vi i Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder ville medvirke til, at suspendere ”Klippekort ydelser til borgere i eget hjem” og ”Pulje til pleje af demente”. Det var derfor rent spil for galleriet, da de øvrige partier på byrådsmødet gav udtryk for overraskelse over vi stemte imod.
Proriteringskataloget var skruet sammen således, at det var delt i to. I det oprindelige prioriteringskatalog var der tilsammen spareforslag for 23.502.525 kroner. Hvis man udelukkende fjernede besparelserne på ældreområdet, i alt 2.200.000 kroner, var der altså stadig rigeligt til at dække den forventede overskridelse af servicerammen på ca. 21.000.000 kroner. Bemærk her, at det vedtagne prioriteringskatalog inklusiv besparelserne på ældreområdet og omlægning af 3,500.000 kroner fra drift til anlæg, endte på 17.400.000 kroner.
Den ene del af prioriteringskataloget hørte under Økonomiudvalget, blandt andet de to besparelser på ældreområdet. Disse spareforslag skulle afgøres ved almindeligt flertal.
Den ANDEN del af Prioriteringskataloget, var ting vedtaget i budget 2020, og blev drøftet og behandlet på et lukket møde blandt forligspartierne (Alle partier i byrådet er med i budgetaftalen for 2020). De besparelser, der ikke kunne godkendes af SAMTLIGE forligspartier, blev så pillet ud af prioritetskataloget inden den endelige behandling i Økonomiudvalg og byråd.
Det er utrolig dårlig stil, at forsøge at udskamme Dansk Folkeparti, fordi vi ikke vil spare på ældre, ensomme og syge mennesker. Specielt set i lyset af, at Billund Kommune har over en kvart milliard kroner stående på kontoen. Det er direkte hykleri, når man har siddet på et lukket møde, og selv nægtet at være med til ANDRE besparelser!
Jeg vil ikke blande mig i, eller bebrejde byrådets andre partier, den prioritering de har valgt. Til gengæld vil jeg ikke beskyldes for uansvarlighed, eller at jeg og Dansk Folkeparti kører på frihjul, på grund af den prioritering VI har valgt!
Med venlig hilsen
Mogens Jørgensen, Næstformand for Dansk Folkeparti i Billund Kommune
Medlem af Økonomiudvalget og Unge & Kulturudvalget