Det første halve år i regionen er allerede fløjet afsted. Snart står den på valgperiodens første budget.
Der har været travlt med konstituering, besøg på flere af regionens sygehuse, mange møder i Vejle samt flere møder i lokalområdet om samarbejde med regionen. Det første halve år har været både lærerigt og spændende – og hermed følger et udsnit af nogle af de sager, som jeg har været mest optaget af.
Forureningen i Grindsted
Det er næppe gået nogens næse forbi, at forureningen i Grindsted har været på dagsordenen.
Det er en kompleks sag og en kompleks forurening. Det er vigtigt at få lavet en langsigtet plan, så når/hvis der findes en teknologisk løsning, kan oprydningsarbejdet startes hurtigst muligt.
Det kræver, at der arbejdes sammen på tværs af kommune, region og stat. For hverken kommunen eller regionen har de økonomiske ressourcer alene. Det er derfor også glædeligt, at miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann har været på besøg. Senest har spørgsmålet om, hvorvidt forureningen har en indvirkning på helbredet været til debat. Der er ikke på nuværende tidspunkt noget, som peger i retning af at det skulle være tilfældet. Men efter drøftelser med styrelsen for patientsikkerhed, har vi i regionen sat en undersøgelse i gang. Det håber jeg kan være med til at bringe klarhed og tryghed til Grindstedborgerne.
Friklinikken
I februar var der officiel velkomst til Friklinikken på sygehuset i Grindsted. Det var en festlig formiddag, hvor humøret var højt. Nye omgivelser og nye kollegaer kan tage tid at vænne sig til. Men det er meget positivt, at Friklinikken nu har til huse i Grindsted. Det giver en bedre udnyttelse af ressourcerne, så færre kroner bruges på mursten og flere kan bruges på hænder.
Helikopter i Billund
Danske regioner anbefalede i forbindelse med placeringen af en ny fjerde helikopter i Nordjylland, at lægehelikopteren i Billund skulle flyttes mod øst – nærmere bestemt til Assens. Det ville give en bedre dækning af ’hele landet’, mente man. På papiret kunne det give lidt mening, men i praksis, var det bestemt ikke et forslag, der var vokset i min baghave. Med nylige investeringer i pladsen i Billund og med flyvninger, der typisk i vores egne sker fra vest mod øst – så vil en mere øst liggende placering være skidt og betyde længere ventetid. Jeg støtter bestemt en bedre helikopterdækning i det østlige Danmark, men det nytter jo ikke at flytte problemerne fra en landsdel til en anden.
Overenskomst
En eventuel konflikt blev udskudt af flere omgange – og blev på afblæst på målstregen. Det var vanskelige forhandlinger, hvor både lærernes arbejdstid og en frokostpause for statsansatte mærkeligt nok, havde stor indflydelse på overenskomsten på sundhedsområdet. På det regionale område blev der forhandlet en fornuftig løsning med en pæn lønstigning, som begge parter kan se sig selv i. Samtidig blev der skrevet historie, da aftalen på det regionale område kom som den første og dermed var rammesættende for den øvrige offentlige sektor.
Lægeuddannelse i Esbjerg
Det bliver nu muligt for 55 medicinstuderende årligt at tage deres kandidatuddannelse i Esbjerg. Det vil ske i tæt samarbejde med Sydvestjysk Sygehus og kan forhåbentlig være med til at afhjælpe manglen på læger i vores område. Erfaringer fra bl.a. Nordjylland viser, at læger ofte bliver i det område hvor de er færdiguddannet. Jeg synes, at det er fornuftigt og glædeligt at regeringen lytter til vores ønsker, for vi har i den grad behov for flere læger.
Kortere ventetid på høreapparater
Knap var den nye regionsrådsperiode startet, inden den første sag om lange ventetider på høreapparater landede på mit bord. Ventetiden flere steder i regionen var oppe på godt to år – og det er simpelthen uacceptabelt. Vi har derfor allerede foretaget særlige prioriteringer, som sikrer høreområdet godt 13 mio. kr. mere om året. Det går både til udlevering af flere høreapparater og mere personale. Siden er ventetiden flere steder faldet drastisk. På høreklinikken i Vejle er ventetiden på 4 måneder faldet fra 123 uger til 70 uger i gennemsnit. Det går den rigtige vej, men en ventetid på mere end et år, er stadigvæk alt for højt. Det arbejder jeg videre med.
Økonomiaftale med regeringen
Den årlige økonomiaftale mellem regeringen og regionerne blev landet før sommerferien. Regionerne forhandler år til år sin økonomiske ramme med regeringen. I år er jeg særlig positivt over, at det årlige 2 pct. produktivitetskrav afskaffes. Det har været et godt redskab igennem en årrække, men tiden er efter min overbevisning løbet fra det. Det er svært at løbe markant stærkere uden, at det går ud over kvaliteten.
Derudover får regionerne næste år en ’ekstra’ milliard til sundhed, hvilket svarer ca. til 200 mio. kr. i Region Syddanmark. For med højere levealder, flere ældre og hastigt stigende medicinpriser er det en vigtig og nødvendig prioritering.
Budget 2019
Med den gode økonomiaftale og en sund regional økonomi, ser vi frem mod et solidt budget for 2019.
Der skal spares mellem 40 og 200 mio. kr. i landets øvrige fire regioner. Region Syddanmark skal som eneste region ikke spare. Det skyldes bl.a. god og sund styring af den syddanske økonomi, hvilket i den grad betaler sig. Personligt håber jeg, at vi kan blive enige om en markant styrkelse af psykiatrien. Samarbejdet mellem regionen og kommunerne skal blive endnu bedre – og så skal der prioriteres flere penge til offentlig transport, så alle unge får gode transportmuligheder til/fra uddannelse.
Med venlig hilsen
Kristian Nørgaard, medlem af Regionsrådet (V) og næstformand i Sundhedsudvalget