Kære læsere. Der har været ro…. meget ro omkring min person i dette år, men ikke uden grund.

I efteråret 2018 følte jeg at mit helbred blev dårligere og dårligere, det var svært at passe byrådsarbejde, firma og familie på en gang. Efter utallige undersøgelser, blodprøver, rygmarvsprøver og knoglemarvsprøver fik jeg diagnosen kræft.

Det var d. 23 januar, og fra da af ændrede min verden sig markant. Jeg blev indlagt på Odense sygehus hvor de er meget dygtige til at behandle kræft. Men…. dygtige eller ej så er det en omgang som jeg ikke vil håbe at nogle af jer skal igennem. Jeg blev tilbudt en behandling som en forsøgsordning, hvor man følger et bestemt mønster / kur over ca. et halvt år. I den tid veksler man imellem kemo i en uge, efterfulgt af to ugers “frihed” og så fremdeles indtil jeg for mit vedkommende havde fået ca. 15 forskellige “kemikalier” i kroppen.

Desværre blev mine perioder med “frihed” en del gange vekslet til indlæggelse i Odense når jeg blev invaderet med feber på grund af infektioner m.m. Mit imunforsvar var banket helt i bund.

I hele mit liv har jeg været meget selvstændig og i hele mit voksenliv har jeg i høj grad bestemt eller været medbestemmende over min fremtid. Det ophører 100% når man får kræft. Man kan bare lægge sig ned og overlade styringen til lægerne, som heldigvis er erfarne og dygtige. Efter de første tre behandlinger blev jeg skannet og efterfølgende fortalte overlægen mig at det så godt ud, ja det kunne faktisk ikke se bedre ud. Heldigvis var det ikke mit udseende han talte om, for uden hår, et vægttab på over 20 kg og et totalt udbombet imunforsvar var jeg ikke mange billeder værd.
Jeg havde det bare elendigt, men i må forstå hvor glad jeg blev over denne melding, ja jeg turde næsten ikke tro på det. Samme dag kørte vi til vesterhavet i et voldsomt blæsevejr, men armene op efter de 15 meter som jeg kunne holde til, viser fuldstændigt hvilken glæde og positiv energi som gennemrislede mig. Endelig kunne jeg begynde at tro på livet igen……..

Men….. Jeg var jo med i en kur så behandlingen fortsatte i hvad jeg følte var en uendelighed. I slutningen af juni måned fik jeg min sidste kemo behandling og nu skulle kroppen bare have ro og træning til at komme sig oven over den meget voldsomme behandling. Forestil jer at jeg ikke selv kunne komme op fra gulvet af, jeg havde næsten ikke mulighed for at tage mine strømper på og da slet ikke bukser hvis de var for stramme.

I slutningen af juli skulle jeg så skannes igen og have en snak med overlægen. Forestil jer hvor grænseoverskridende det er, for tænk nu hvis kræften var vendt tilbage, tænk nu hvis…… der var mange tanker der for gennem mit hoved i den tid. På overfladen havde min kone og jeg valgt at tage det fra den humuristiske side og så vidt muligt vende det negative til en positiv oplevelse og det tror jeg var med til at bringe mig igennem hele “turen” men bagerst i hjernen var der en lille djævel / tanke der hele tiden sagde: hvad nu hvis…..

Men dagen oprandt og heldigvis kunne overlægen fortælle os at kræften havde sluppet sit tag i mig. Hvilken lettelse, det var som om at en stor vægt var taget fra mine skuldre, nu turde jeg igen tro på fremtiden.
Siden den dag har det gået fremad, jeg har taget på i vægt og er så småt begyndt at arbejde igen og hvis mit næste besøg ved lægen er positiv, ja så varer det nok ikke så længe før jeg igen er på banen og kan varetage mit arbejde i byrådet og i Lindas og mit firma.

På min væg hænger et stort maleri af en løve. Jeg er født i Løvens tegn og jeg har tilbragt mange timer på sofaen med at betragte netop denne løve. Som en rigtig løve ser den stærk og frygtindgydende ud, men den ser også ud til at være eftertænksom og måske lidt sørgmodig. I løbet af min behandling har der været mange op- og nedture og jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle have gjort uden min dejlige hustru. Hun kørte trofast til Odense hver dag hvor jeg var indlagt, hun holdt modet oppe på mig, og efterfølgende har hun lavet den bedste og “fedeste” mad som man kunne tænke sig.

Det er ikke kun den som har sygdommen som det går ud over, jeg havde fred og ro så jeg kunne hellige mig min helbredelse, imens min kone, vore medarbejdere, familie og venner 100% påtog sig det kæmpe arbejde at holde mit liv i deres hænder så jeg kunne komme tilbage fra det sted hvor ingen har lyst til at være, men hjem i mine vante omgivelser.

Jeg føler som sagt at livet vender tilbage til mig selvom jeg stadig har føleforstyrrelser i mine fingre, og selvom mine kræfter ikke helt er på plads. Nå ja der var så lige i starten af december hvor jeg fik lungebetændelse og måtte 9 dage til Odense, men hvis jeg ellers kan holde infektionerne væk, ja så er livet ved at gå sin gang igen. I kan igen begynde at se mig tilbage i byrådet, til møder i vores parti og til sommer kommer jeg igen susende på min motorcykel.

Tusind tak til alle som har været min støtte og hjælper i den værste periode af mit liv og tak for alle de venlige ord og hilsener som har varmet mig under hele min sygdom.

Med venlig hilsen
Henning Madsen, byrådsmedlem, Dansk Folkeparti.