Læserbrev: Tandsundhed – manglende ambitioner

Jeg må simpelthen bide mig selv i læben, når jeg læser artikel i dagens JV (d. 16/1), om den dårlige tandsundhed blandt de unge i Billund kommune.

Ønsket om en fælles central klinik, er bestemt ikke ny. Lederen og direktionen har foreslået dette flere gange, uden politisk opbakning – desværre!

At formand for børneudvalget (Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup) nu endelig er lydhør, er godt – men også næsten grotesk.

Jeg kan personligt kun beklage at jeg ikke i forrige periode stod fast på, at jeg ønskede dette skulle gennemføres – men som del af en større gruppe (dengang) rettede jeg ind!

Venstre havde dette som et klart ønske i sidste periode, og kunne solo have gennemført dette.

Spændende er det nu hvordan børneudvalgsformandens bagland reagerer på hendes seneste udtalelser – lad mig bare sige, at det var ikke et stort ønske her!

Børnetandplejen har stået for skud omkring besparelser over de seneste år, og hvad er nemmest at spare på, på kort sigt – forebyggende arbejde. Nu kommer resultatet så, nærmest som et chok – landets dårligste tandsundhed.

Specialister (tandlæger) ønsker at arbejde i teams, og dette er påpeget flere gange – men politisk sidder der simpelthen for mange, som kun tænker i forhold til det postnummer de har bopæl i!

Forebyggende arbejde kan sagtens foregår decentralt, ude på skolerne – måske også simple undersøgelser.

Lad os nu tage skridtet og etablere en central klinik i Grindsted. Som forældre burde vi nok kunne afsætte tid hertil, mod bedre forhold og kvalitet for alle – både ansatte og vores børn. Tanken er også at alle hjemmets børn, får tider samlet – og dermed færre ture!

 

Venlig hilsen

Ulrich Kristensen, Billund