Økonomiudvalget afgør 14. maj hvilken model for udmøntning af den strategiske pulje for detailhandel, der skal arbejdes videre med. Det altafgørende må være, at man får startet en proces, hvor de to bymidter deler viden og løsninger. Hvor samarbejdet er i højsædet. Vi er for små i Billund Kommune til at konkurrere internt. Ind til videre ser resultaterne fra Billund Erhvervsfremmes projekt ”Vækst til Erhverv i Gadeplan” lovende ud. Det spor bør vi arbejde videre af.
Det er samtidig af stor betydning, at man i Billund får udviklet et detailhandels-koncept, der imødekommer og afspejler det internationale præg byen i stigende grad får. Vi har en gylden mulighed for at etablere et bymidtebrand, som vil adskille byen fra andre lignende handelsbyer. Det vil efter min mening være til gavn for både byens detailhandlende, borgerne og den fortsatte tiltrækningskraft på tilflyttere.
Samtidig bør vi som Billund Kommune være opmærksomme på, hvilke relevante kommunale funktioner vi kan flytte ind i eller tilbage til bymidterne. Funktioner, hvor der kan være en dagligdags trafik af borgere.
Venlig hilsen
Mads Helbo, byrådsmedlem RV