Til sommer mister vi vores VUC-skole i Grindsted. Det er et stort tab for hele vores område. Og det betyder, at mange i Grindsted vil få meget længere til deres uddannelse.
Grindsted står ikke alene. I Varde og mindst seks byer bliver der også lukket VUC’ere. Og mange flere er i farezonen. Det går særligt hårdt ud over landdistrikterne, og trækker dermed Danmark endnu mere skævt.
Vi har brug for gode uddannelser i hele Danmark. Særligt når vi taler om målgruppen for VUC er det vigtigt, at afstandene ikke bliver for store. VUC er for eksempel for den enlige mor, som skal have indhentet noget af det uddannelse, hun ikke nåede at få da hun var helt ung. Hun kan ikke bruge mange timer om dagen på transport frem og tilbage til VUC. Derfor betyder nærhed utrolig meget.
Den helt store skurk er regeringens grønthøsterbesparelser på uddannelsesområdet. Eller ’omprioriteringsbidrag’, som regeringen kalder det. Vi har i Socialdemokratiet klart sagt, at vi ønsker at afskaffe grønthøsterbesparelserne på vores uddannelser, hvis vi vinder folketingsvalget.
Jeg har også noteret mig, at både Gymnasieskolernes Lærerforening og Landdistrikternes Fællesråd har krævet et opgør med nedskæringerne. Netop fordi det rammer de mindre uddannelser uden for de store byer rigtig hårdt.
Desværre vil Venstre ikke være med. Venstres undervisningsordfører Anni Matthiesen, der også er valgt i Grindsted, har flere gange slået fast, at nedskæringerne skal fortsætte de kommende år.
Men Anni Matthiesen, nu ser vi, at nedskæringerne har meget konkrete og negative konsekvenser for vores lokalområde. Skal vi ikke give hinanden hånden på, at vi arbejder sammen om at fjerne de nedskæringer efter et valg – til gavn for både Grindsted og rigtig mange områder med små uddannelser?
Venlig hilsen
Troels Ravn, (S) MF
Valgt i Billund og Vejen kommuner