Hvorfor lykkedes man så godt med tingene omkring Magion, primært fordi den er selvejende
Hvorfor lykkedes man så godt med tingene i Filskov, fordi de “frivillige” tager initiativ og skaber f.eks. både en friskole og et friplejehjem.
Hvorfor lykkedes det så godt med forandringen af bymidten og udviklingen af Billund by, fordi der er en privat aktør, som tager et meget stort ansvar her og svinger taktstokken – bestemt positivt ment.
Hvad er så kendetegnede for nogle af disse steder, de får tingene til at ske, fordi der er mindre kommunal indblanding – det er et faktum.
Alt ovenstående står for egen regning og betragtning!
Senest har jeg fulgt med i en debat på JV’s Facebook side i forhold til en ansøgning om tilskud fra staten, i forbindelse med en evt. kommende cykelsti mellem de to centerbyer her i kommunen.
Vi er slet ikke tydelige og ambitiøse nok, i forhold til vores ønsker og retning for hele kommunen. Den overordnede prioritering mangler, og tør vi nok?
I dag (søndag d. 26/2), kan offentligheden i JV så læse om de kommende planer for en solcellepark på den østlige side af Billund, som skal forsyne hele Lego med strøm – det helt rigtige at gøre, og vi skal være stolte af at Lego er i netop Billund Kommune.
Det betyder samtidig at byen med garanti ej heller kan vokse mod øst, i forhold til beboelse. I vest skal der tages højde for en kommende motorvej. Mod syd er så tilbage som eneste udvikling af byen, men her løber Grenevej, som efterhånden italesættes som vores “omfartsvej”.
Hvad er det vi ønsker, hvad er planerne, hvad er ambitionerne?
I Grindsted kæmper vi med en forureningsfane som løber fra den gamle losseplads syd for byen mod nord, er det rigtigt at udstykke nye grunde i Morsbøl området? Personligt mener jeg det ikke.
Måske vi burde udstykke mere mod Nollund eller måske mod øst (i retning Billund)
Men igen… hvad er det vi ønsker, hvad er planerne, hvad er ambitionerne?
Jeg har været med on/off siden kommunalvalget i 2013, har forsøgt at bede om en model for hvordan vi udfordrer brugen af vores opsparing. Vi skal investere klogt, men vi skal også turde.
Jeg er f.eks. ikke sikker på vi vælger den rigtige model for psykiatrien på Sydtoften, men forhold besluttes også fordi vi kommer på bagkant af tingene, og ikke har en plan for de overordnede rammer og retning for vores kommune.
Vi er valgt af borgerne, det skal vi huske – det er deres mandat (og penge) vi varetager.
Vi skal tage højde og hensyn til alles interesser – det er en kompleks opgave, det medgiver jeg – og man kan let falde tilbage til de små enkeltsager.
Man kan jo spørge hvorfor være 25 medlemmer af kommunalbestyrelsen, hvis man ikke ønsker at inddrage alle 25 medlemmer?
Jeg tør godt, og vil så gerne være med til at udvikle – og tage chancer.
De bedste hilsner
Ulrich Kristensen
Medlem af kommunalbestyrelsen i Billund Kommune
Lokalpolitisk Forum (liste L)