Læserbrev: Vi vil tænde lyset i Grindsted bymidte

Før i tiden var lyset altid tændt i lokalerne i Grindsted Bymidte. Det summede af liv, og de besøgende havde forskellige ærinder i byen på kryds og på tværs – både i og udenfor butikkernes åbningstid.

Det lys og den summen af liv vil vi rigtig gerne bringe tilbage til bymidten ved bl.a. igen at tænde lyset på anden sal i Vestjysk Banks lokaler i Borgergade og åbne dørene for bl.a. frivillige og kreative ildsjæle i bymidten.

De sidste mange uger har der været blus under kedlerne og forvaltningen har sammen med forhandlingsudvalget arbejdet benhårdt på at finde forslag til nye egnede lokaler helt centralt i Grindsted by til vores mange frivillige aktiviteter, der i dag foregår på Mødestedet og som skal ophøre med udgangen af maj 2024 og på Nordre Skole, som skal sælges.

Det, tror vi nu, er lykkedes!

Vi undersøger derfor muligheden for at leje lokalerne i Borgergade og derudover skabe et kreativt fællesskab ovenpå i Kino bygningen. Ved at tilbyde de frivillige aktiviteter i samme bygning som den nye tandklinik tror vi på, at vi kan understøtte mere aktivitet i bymidten.

Vi glæder os meget til i samarbejdet med Frivilligrådet, Ældrerådet, Handicaprådet og foreningerne på Mødestedet at få en god snak om placeringen og ikke mindst at besigtige lokaliteterne sammen.

Vi vil selvfølgelig invitere og inddrage jer frivillige i den videre proces, herunder i forhold til brugen og indretningen af lokalerne.

At stå og kigge ud på butiksvinduerne og livet på gaden var en rar fornemmelse, da forhandlingsudvalget besigtigede de flotte og indbydende lokaler. Bygningen byder på både elevatorer, gode parkeringsmuligheder og rigtig gode perspektiver for, at de frivilliges aktiviteter ikke blot kan fortsætte, men også kan videreudvikles. Foreningerne kan derfor fortsætte planlægningen af et årshjul fyldt med gode frivillige aktiviteter; for uanset hvad finder vi nogle gode fysiske rammer med plads til jer.

Lokalerne i Borgergade understøtter i høj grad et ønske vi længe har haft om at udvikle Grindsted bymidte og skabe mere liv ved at tiltrække aktiviteter og borgere til centrum, og vi er nysgerrige på at se, hvilke muligheder der åbner sig for de frivillige og kreative ildsjæle i den næste tid.

Sammen vil vi formentlig opdage nye muligheder, som vi ikke kender til i dag. Sikke en bymidte med liv og glæde vi sammen kan skabe.

Venlig hilsen

Stephanie Storbank (V på vegne af forligspartnerne ved budget 2024:

Robert Terkelsen (V), Mads Søbye Helbo (V), Majbrit Rasmussen (V), Bjarne Larsen (V), Mette Roed (V), Jørgen Clement (V), Lars Kjærhus (V), Sofie Schmahl (V), Ulrich Kristensen (V), Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup (A), Jeyarajah Rasiah (A), Kurt Jensen (A), Birthe Nielsen (A), Brian Nissen (A), Jannick Dam Kristensen (A), Simon Nicolajsen Jørgensen (A), Allan Munk Nielsen (C), Lars Hansen (C), Jeppe Fuglsang (C), Jørn Poulsen, Arne Spangfort Christensen.