Én ud af syv unge i alderen 18-25 år har prøvet at bruge lattergaspatroner til beruselse. For de 12-18 årige er det én ud af 20.
Og tallene kommer som en overraskelse for rusmiddelforsker Jakob Demant:
– Jeg er meget overrasket over, at det er så høje frekvenser. Vi ved fortsat meget lidt om, hvor meget de gør det, når de gør det. Men med de her tal er der i hvert fald en indikation af, at det her er begyndt at blive en udbredt adfærd blandt unge, siger han til ritzau.